Sikke mange mennesker. Aldrig har jeg set så mange til en begravelse, så mange at der måtte ekstra stole til. Derfor også blomster i massevis. På sin vis helt rigtigt, da hun i sin tid blev udlært blomsterbinder.
Mens vi stod der, udenfor kirken, tog jeg mig selv i at kigge efter min faster, vel vidende at det var hende vi skulle begrave. Måske var det først der det for alvor gik op for mig.
En smuk begravelse, tror jeg man kalder det. Præsten sagde smukke ord, både om min faster men også til den efterladte familie.
Jeg kneb en tåre, faktisk så mange at jeg var sikker på at være sort ned af kinderne - min mascarra er ikke vandfast, men kan åbentbart tåle mere end jeg troede.
Jeg tog ingen billeder, til gengæld havde den lokale købmand blomster til halv pris på vej hjem. Min far bad mig tage billeder med hans kamara, så det blev det!
Bedst som jeg troede at nu kunne jeg ikke blive mere bevæget (kisten var kørt og vi stod efterladte tilbage, lidt i vildrede med hvad vi nu skulle), finder min far to nøgler frem og giver en til min søster og en til mig - nøglen til hans hus.
Vi skal have dem, for hvis nu....
Han bor helt alene langt væk. I den sidste tid har han oplevet hjertebanken og været hos lægen, der dog ikke kunne finde noget. Alligevel kom det hele lidt for tæt på..
Han lovede samtidig at sende os en email hver weekend... bare så vi ved, han stadig er der...
Den gestus, den tanke var næsten mere bevægende end hele ceremonien vi lige havde været igennem. Jeg tror dog, det var forstærkende.
Efterfølgende var der kaffe hos min kusine og hendes mand.
De havde heldigvis været forberedt på et stort følge og havde ryddet stuen og fyldt op med borde og stole :)
Det var hyggeligt. Det er ikke så tit jeg ser mine fætre og kusiner. Fik snakket en masse. Fik opdateret.
Nu er jeg træt. Fuldstændig færdig.
Og jeg som troede, det ikke rørte mig så meget :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar