Teatertoner

Det blev en skøn aften. Emilie var glad og forestillingen var alt, hvad hun havde forestillet sig.





Jeg var underholdt, men nåede også at blive en lille smule skuffet. Måske er det årene siden jeg så Phantom of the Opera for godt tyve år siden, måske er opsætningen en smule anderledes. I hvert fald blev klimaks lige inden pausen ikke helt så voldsom som jeg husker det.

Jeg vidste det skulle ske, og blev derfor ikke forskrækket. Emilie vidste det ikke, og kunne bagefter fortælle om en smule overraskelse. Men slet ikke i samme grad som jeg husker det. Følelsen af at nu går det helt galt udeblev og i stedet sad jeg tilbage med oplevelse af kontrol.

På den anden side er det ikke umuligt at ting skal kontrolleres langt bedre end for tyve år siden, og at overraskelsesmomentet derfor bliver en smule mindre overvældende at se på.

Der var glæde i øjnene på Tøsebarnet da vi skiltes på hjørnet ved Vesterbrogade. Jeg for at finde en bus, Emilie for at traske mod Nørrebro og Andreas. Rundt om os gik folk der nynnede eller fløjtede Webbers ørehængende melodier.

Helt som jeg tager mig selv i nu at gå rundt herhjemme og nynne.