Jeg får ikke skrevet meget for tiden. Det er ikke fordi der ikke sker noget - måske snarere tvært imod. Det der sker er bare ikke altid lige egnet til at blæse ud i al offentlighed.
For der sker masser.
I fredags tog vi for alvor fat i de nye computere og inviterede de store til LAN-aften. Seks børn mødte op, heldigt nok, for vi har lige præcis seks computere. Jeg havde set i øjnene at vi måtte lave et rotationsprincip og spille på de bærbare skolecomputere, når ikke der var plads på Klubbens, der er købt til gaming.
Jeg er af den opfattelse at de voksne selvfølgelig skal spille med. Så jeg have i forvejen lavet et login og downloadet Fortnite, som er det de spiller. De gad heldigvis godt have mig med. Også da de for et kort øjeblik valgte at spille på en af de baner, hvor man kun kan være fire på et hold. Ham, der ellers er rigtig god (og ikke spilder nogen lejlighed til at gøre opmærksom på det) blev lynhurtigt sparket ud af gruppen, så jeg kunne være med.
Det er lang tid siden jeg har spillet den slags spil. Og jeg skal være ærlig at indrømme, at selvom det var sjovt for en aften, synes jeg det er lidt kedeligt kun at løbe rundt og skyde hinanden. Så fortrækker jeg World of Warcraft (som er min eneste sammenligning) hvor man også slår hinanden ihjel, men samtidig har en masse andre opgaver og som sådan kan melde sig ud af det der med at slå ihjel.
Men altså, der er ikke nogen Astralis-spiller gemt i mig. Som en af drengene nok så sødt sagde: Pernille, det er sjovt. Vi kan stå og kigge på hinanden, men du skal først tænke, og så kan jeg bare skyde dig!
Han havde helt ret. Her er multitaskning ikke min spidskompetence. At løbe rundt, finde sin modstander, lade sin skydeting, sigte og ramme på samme tid, det er mere end jeg formår. Til gengæld fungerer det, når jeg finder et sted at gemme mig, står helt stille, sigter og skyder en modstander - hvis en anden ikke når at finde mig først!
Jeg nåede op på ti kills, og det synes drengene faktisk var ret flot. Jeg fik i hvert fald nogle ret
anerkendende tilkendegivelser fra hele bundet.
Noget andet, der heller ikke er helt nemt, handler om noget helt andet. Og her skal man helst stå stille.
Lotte udfordrede og inden jeg overvejede konsekvenserne, sagde jeg Ja!. Planke-challenge. En og tyve dage med længere og længere tid på tæer og albuer. Hvor længe skal vi stå? spurgte jeg og Lotte svarede nok så sødt, at vi startede med tredive sekunder. Jeg var mere interesseret i, hvad vi slutter med, og ser bestemt ikke frem til de fem minutter, der er stillet i udsigt.
Men vi er startet. Vi har stået fire dage og skrevet opmuntrende til hinanden hele weekenden, så alle har stået både fem og fyrre sekunder i går og et helt minut i dag. Det synes jeg i øvrigt var hårdt, og gruer allerede for i morgen, hvor der bliver skruet yderligere op.
Men vi gør det vel bare!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar