mandag den 11. juni 2018
Bike and Run
For tre måneder siden sad vi i Klubben til et personalemøde, og besluttede uden videre at deltage i årets Bike and Run.
Ingen af os var på nogen måde i form, de to af tre løbere havde ikke løbet i flere år, de to på cykel havde tunge cykler og ingen viden om ræs til sammenligning.
Fælles opvarmning
I dag løb arrangementet af stablen. Inden trænede vi. Vi sammenlignede, talte og blev ret hurtigt enige om at fire timer lød plausibelt. Vi skulle trods alt samlet tilbagelægge en maraton.
Jeg cyklede som bekendt turen - faktisk flere gange og nåede en personlig rekord på lige over fem og tredive minutter. Et resultat jeg ikke forventede at overskride.
For et par dage siden revurderede vi tiden, og nåede en tro på en samlet tid på tre en halv time. Det ville være et godt resultat mente vi, og trænede videre, fik trykt bluser og samlede kræfter.
Det var et godt arrangement. Super hyggeligt.
Vi nåede samlet i mål på lige under tre timer. 42,2 kilometer fordelt på fem mennesker. Tre 5-kilometers løb og to 13,6-kilometers cykling.
Behøver jeg sige vi er stolte af os selv. Og at vi allerede taler om næste år...
Og så er det fuldstændig lige meget at første hold gennemførte på en time og seksogfyrre minutter. I øvrigt Vestegnens Politi. Det er rart at vide, de er i form. Eller at vi var de allersidste til at løbe over målstregen.
Vi gennemførte. Med fuldt hold. Det andet hold fra skolen - lærerne - måtte undvære en deltager og maratonløberen tog i stedet to ture. Helt sikkert sejt, men han er i form. Det kan vi ikke blære os af.
Desværre er der ikke tid til at være alt for langt bagefter. Folk forsvinder, og det hele var ved at blive pakket sammen, da vores sidste deltager løb over målstregen. Det er lidt kedeligt.
Vi gik da det hele var pakket sammen og astii-flasken var tom. Politiet sad stadig tilbage.
Jeg har printet diplomet ud.
Det skal op og hænge et eller andet sted i Klubben.
Jeg ved ikke hvor, men vi finder et godt sted.
Manden der stod med en mikrofon på scenen og talte sig varm, var så vild med min cykelhjelm, at jeg fik en præmie, da jeg nåede i mål. Endda på en tid, der var bedre end min hidtil bedste.
Jeg undskylder for den ringe billedekvalitet. Billederne er alle taget af forskellige deltagere i kampens hede.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Super flot klaret. Fantastisk at i gjorde det.👍👍😊😊😊
SvarSletLykke, vi er meget stolte :)
Slet