mandag den 11. juni 2018
Engle af pap
Lige før jul lavede jeg en engel af sort pap, poscatusser og forskelligt dims, vi havde i skufferne, og en magnet. Målet var inspiration til de allersidste julegaver, og flere af børnene fik også lavet deres egen udgave.
Da jeg viste den til min engle-glade mor, ville hun selvfølgelig også gerne have en. Jeg lavede tre, lagde dem på en hylde i et skab, og glemte alt om dem. Vi har set hinanden mange gange siden, jeg har været hos hende, hun har været hos mig, og i al den tid har englene henslæbt livet på hylden i skabet.
En gang imellem kom jeg i tanke om dem, men altid på de forkerte tidspunkter.
Nu er de afleveret, og skaber glæde i min mors køkken.
Min mor er heldigvis ligeglad med at det ikke længere er jul.
Hvis du skulle få lyst til at lave en engel, kan de vist godt aflures. Jeg har forsøgt at tage billeder, der viser både for og bag nogenlunde, de forskellige dele og noget der kunne anses som en samleanvisning. Hvis du ser godt efter.
Jeg har ikke skilt dem ad igen.
Men hvis det er alt for svært at se, består de af en krop (en lidt tilfældig meget rundet trekant), et hoved, vinger (der mest af alt er en cirkel med et hak) og en glorie - cirka på størrelse med hovedet.
De er limet sammen lag på lag - hoved på glorie, krop på vinger og hoved/glorie øverst. Bagerst en magnet og forrest lidt pynt - her en knap og en plastik bling-bling-ting. Inden de blev limet sammen er alle dele dekoreret med poscatusser, og har tørret længe nok, til at malingen ikke smitter af.
Hvis sort pap ikke er inden for rækkevidde, er jeg sikker på, at de også vil gøre sig godt i helt almindeligt brunt pap - her brugt til hovedet.
For hvem har ikke brug for et par engle?
I øvrigt er alle dele limet sammen med limpistol. Andet kan sikkert også gøre det.
God fornøjelse
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Hvor er de sød.
SvarSletViolykke, jeg synes de blev super fine :)
Slet