Vand

På tærsklen til sommerferien, brugte vi dagen i går på at sige farvel, god ferie og endte med mad på grillen, snak og kollegial hygge i solen.





Nogen tager på ferie nu, nogen skal først af sted senere. Mange af os har planlagt, så vi næste uge er på arbejde, til den fælles uge, vi har planlagt. Jeg tror det bliver sjovt. Koloni hjemme i SFO, var arbejdsoverskriften, og der er planlagt mange forskellige arrangementer.

Dagen i går bød også på endnu et grin over årets bedste practical joke. Vi grinede for et par dage siden, og grinede videre i går. Også selvom Kenneth, som joken var gået ud over, ikke var helt enig i sjovheden.





Samme Kenneth har været lidt for smart, lidt for længe. Har været den der stod med vandslange lidt for mange gange, i løbet af de sidste mange varme uger, når der ud på eftermiddagen har været vandkamp på fodboldbanen for de små børn i SFO I. Har været den, der lidt for mange gange har rettet strålen mod intetanende forbipasserende, eller dem, der på forhånd har frabedt sig vand.

Nu skulle han have. Et par af de stedlige damer havde erobret sig slangen, og var klar. Men. Og der var et men. Rosalia vidste godt at mobiltelefonen lå i hans lomme, og nok skulle han have vand, nok skulle han være våd, men ikke på bekostning af en mobiltelefon.

Nu var gode råd dyre, hvordan fik de den fra ham? Og uden helt at vide hvor det kom fra, hørte Rosalia pludselig sig selv spinde en historie om at hun var nødt til at have hans telefon. De børnebilleder hun skulle sende til ham til videre formidling til forældre, var ved en fejl slet ikke blevet sendt. Hun var kommet til at sende nogle andre billeder - noget meget private billeder, som hun ikke ville have at han skulle se.

Mens hun formåede at gøre sig pinligt berørt over tanken om, at han skulle komme til at se hendes private billeder, hoppede Kenneth på, udleverede mobilen, og var så perpleks over tanken om nøgne damer i hans telefon, at han end ikke magtede at rejse sig, da strålen fra vandslangen sekunder senere ramte ham.

Altså fik han vand. Godt og grundigt. Damerne grinede, Kenneth blev mere og mere våd - så våd at han efter sigende stadig soppede rundt i skoene, da han skulle hjem.





Jeg fik historien dagen efter det var sket. Samme damer havde forskanset sig inden døre, trods masser af varme. De vidste hvad der ventede, skulle de formaste sig ud. Og var sjovt nok også blevet "hentet" af op til flere både børn og voksne. De var derfor også begge noget skeptiske, da jeg kom og spurgte efter stof til de sidste forberedelser inden næste uge.


Selvom vi andre aldrig så Kennet i våd tilstand, eller vandkampen eller forfjamsketheden i ansigtet, kan vi sagtens forestille os - og jeg tænker ikke vi er færdige med at grine...