Det bliver en lang dag

Forberedelsen er slut Formiddagen er brugt på hospitalet.

Jeg er blevet endevendt, har fået taget blodtryk, blodprøver, iltprocenter og mål til støttestrømper. Jeg har gået frem og tilbage på gangene, jeg har talt med sygeplejersker – i flertal, med narkoselæge, laboranter og personalet på afdelingen. Jeg har ventet – mest ventet, for sådan skal det være. Jeg havde hele dagen – hvis der skulle have været brug for det.

Det var der heldigvis ikke. Bare tre timer. Tre timer var nok til at slå mig ud. Jeg var klar til at lægge mig ned og sove, da jeg tog derfra. Hjemme bænkede jeg mig i sofahjørnet, var glad for at dagen ikke også skulle indeholde arbejde og vågnede noget op igen.

Jeg er klar. Helt klar. Også selvom dagen i morgen bliver forfærdelig lang. Og at jeg ikke kan finde mine briller. Det sidste overlever jeg nok. Det er vel begrænset hvor meget jeg skal bevæge mig rundt fra det bliver absolut nødvendigt at tage linserne ud, til nye kan sættes i.

Jeg skal faste fra midnat. Jeg må ikke drikke fra klokken otte. Jeg skal møde på hospitalet klokken elleve, og operaionen er først skemalagt til klokken halv tre. Inden da bliver der tid til en snak med kirurgen.

Min mor tager med og underholder indtil jeg bliver sendt til operation. Så er hun sikkert også grydeklar. Anders har lovet at stå klar når jeg kommer tilbage fra opvågningen. Det er godt at vide.

Det eneste problem jeg lige nu ser, er bestemt til at overskue. Jeg kan nemlig snildt glemme at spise et måltid eller to – til hverdag. Men jeg kan også snildt forestille mig, at det er knap så nemt når det er udelukket og forbudt overhovedet at spise noget.