Tilbage gennem hegnet

Inden turen gik tilbage, nåede vi omkring ishuset ved stranden, og Anders tog feriens eneste billede af mig. Som den, der altid render rundt med kameraet, er der aldrig mange billeder af mig.

Turen tilbage føltes hurtigere, som ture i kendte omgivelser altid gør. Det gav tid til at se lidt nærmere på de mindste ting naturen havde at byde på.

Langs et stykke af vejen på flere meter stod tidselblomsterne tæt, og på hver eneste blomst sad brombasser i flere farver tæt og dovne. Et mærkeligt syn, der ikke blev mindre mærkeligt af at de på ingen måde havde lyst til at bevæge sig.

Bomstille sad de, i klaser ovenpå og mellem hinanden og lod sig ikke afbryde, med mindre vi var meget tæt på. Så flyttede de lidt på sig og faldt ellers sløve til ro igen. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om der er noget i de tidsler, der nærmest bedøver dem?

Længere henne ad vejen fandt vi orcideer. Bittesmå og lette at overse, men tydeligt orcideer. Jeg vidste slet ikke Danmark kan præstere så eksotiske vilde planter.

Anders mente i første omgang de hedder torskemund, men efter at have googlet lidt rundt, må vi konstatere, at det er ikke navnet. Det er vel egentlig også ligemeget, for smukke, det var de.

Tilbage ved Asserbo Slotsruin ville ungerne også gerne udforske. Det mest spændende var at kigge efter de gamle brostolper der stadig kan ses i voldgraven. En træbro gik fra land halvvejs ud til slotsporten, hvorfra en vindebro fyldte den anden halvdel.

Vi fandt en stolpe. Er der flere, er de godt gemt under vandplanter og andemad. Emilie gav som den sidste op, efter at have stirret gennem vandet i flere minutter.

En lang dag med mange indtryk og et par unger, der faldt tidligt i søvn.