Nu må det være nu!Nu går den ikke længere!Jeg skal have syet nogle indkøbsposer!Endnu engang stoppede jeg op på vej hjem og købte ind.Endnu engang havde jeg ingen taske med til at bære i ogEndnu engang måtte jeg investere i en plastikpose fra den lokale købmand!Ud til cyklen, posen op på styret, trække cyklen ud til vejen... spoing...
Alle mine varer lå i et stort rod på vejen, på styret hang de øverste 5 cm pose inkl hanke...
Mens jeg stod og rodede rundt efter varer blandt snesjap og forreven pose, dukkede en dame op. Helt let til bens var hun ikke og den samtale hun derefter indledte via mibiltelefon, var temmelig højlydt.
Jeg kunne derfor ikke undgå at høre, mens hun stadig forsøgte at stå lige og samtidig låse sin cykel op, at nu havde hun lige hugget en hel masse øl og hash.... stille lidt, hvorefter hun højlydt udbrød:
Hva' så! Vil det sige du ikke kommer hjem og ryger hash!
Hvorpå røret blev smækket på - hvis man kan det på en mobiltelefon :)
Nu kunne jeg så vælge mellem at være fordomsfuld eller synes det var afsindig morsomt. Jeg hælder mest mod det sidste.. og så alligevel.
Den skuffelse hun følte er den samme skuffelse jeg kan opleve, når jeg har forestillet mig noget og omverdenen ikke lige har samme forestillinger.
Jeg ved godt det er ondt, men jeg griner alligevel stadig lidt :)
Det er da så tragikomisk at jeg også ville vælge at grine. I det skjulte, for ikke at hovere.
SvarSletundskyld jeg griner også lidt, for det er så sørgeligt at man kun kan grine. Og med det samme så flyver en tanke igennem hovedet, bare hun ikke har børn.
SvarSletStine og Lene, det er jo lige det. Det er både sørgeligt og tragikomisk. Om hun har børn, ved jeg ikke noget om. Vi har mange triste skæbner heromkring og dermed også mange triste barneskæbner. Jeg ville så gerne redde dem allesammen, men det kan jeg ikke, og så bliver jeg nødt til at grine, for ikke at føle det alt for sørgelig.
SvarSlet