lørdag den 1. november 2008

Fredagsfest


Karaokeanlægget var inviteret med til fest, og dermed var der lagt op til en aften der kunne byde på lidt af hvert :)


I første omgang var anlægget med, for at vi gruppevis kunne fremføre en forud bestemt sang og derefter som i et rigtigt melodi grand prix, stemme om hvem der gjorde det bedst og kunne få lov at synge igen.

Vi var på vores hold temmelig usikre på melodien, også selvom vi fik smuglet CD'en ud af festlokalet og øvet lidt et andet sted. Da den øvede tekst (den havde vi fået på print) pludselig ikke passede overens med det der senere stod på skærmen, blev det ikke bedre.

Det eneste formildende ved vores optrædende var vist de to mandlige medlemmer af vores gruppe, der mens vi andre sang lagde krop til teksten i den meget romantiske komposition :)
Andre hold havde været endnu mere kreative, og vores sidsteplads var fuldt fortjent - men det var sjovt.

Senere blev det sjovere, og med en vekslen mellem de medbragte professionelt indspillede CD'ere og mere eller mindre tonedøve fremføringer i samarbejde med karaokemaskinen, der ofte kun lød godt fordi vi havde det sjovt, var der lagt op til dans i stor stil.

Og benene blev svinget - det er sjovt som der altid nok skal komme en og danse med, hvis bare jeg stiller mig ud på gulvet og valser rundt med mig selv. Sjovest er det at danse med min søde kollega, jeg kender så godt at det er tilladt at lægge kraftigt op til hinanden uden nogen bagtanker :)

Jeg blev ret gammel, før det gik op for mig at noget sådan kan lade sig gøre. Før den tid så jeg aldrig andres interesse i mig. Når jeg tænker tilbage på nogle af de yndlinge, der gennem tiden har cyklet eller gået mange kilometer, for at blive spist af med en kande the eller et spil lodu og derefter har gået med uforrettet sag, kommer jeg ind imellem til at grine højlydt over hvor blind jeg var dengang i ungdommen :)


Klokken fem - engang i morges blev de sidste enige om at lukke festen, og nu har jeg lovet at komme i morgen formiddag og hjælpe med at rydde op. Jeg fik det næsten dårligt, da det gik op for mig at alle disse fester, som altid er arrangeret af den samme lærer, også altid ender med at samme lærer alene må gå dagen derpå og rydde alting væk og op og på plads.

Min søde kollega var vistnok bange for at cyklen og jeg måske ikke var på hel ret kurs, så han valgte at følge mig hele vejen hjem. Vel hjemme vækkede vi Anders, lavede kaffe og the og sad der i den lyse morgen og snakkede og snakkede, før den søde kollega omkring klokken syv vendte næsen hjemad og vi kravlede i seng.

Nu sidder jeg her - maven har haft det bedre, men det var en dejlig fest.
Der er købt cola og senere finder jeg nok det lokale pizzaria. Det er nu bedst sådan dagen derpå :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar