Fredagsmasker

Jeg stoppede to garnprojekter i tasken inden vi tog hjemmefra. Det ene ligger stadig i kufferten, det andet har jeg med mig, men er ikke nået langt.

Det er der flere grunde til.

Og mens vi går rundt i Stockholm, oplever både det ene og det andet, spiser god mad, ser spændende steder og er imponerede af byen, må vi bare indrømme, at selvom Stockholm er smuk og imødekommende, vil vi hellere til Berlin.

Det er svært at sige hvorfor. Vi kan ikke sætte en finger på hvad der gør forskellen. Det er nok i virkeligheden mere en følelse, en mavefornemmelse.

Det afholder os dog ikke fra at nyde dagene. Opleve stort og småt, og glæde os over turen. I dag er sidste hele dag. Vi har ingen vilde planer, men alligevel planer. I dag er uden museer, i dag skal fyldes med dasken rundt, smage kaffe og kigge på garnbutikker. Vi skal køre i Tunnelbana og hen forbi den der vilde legeplads, vi fandt en sen aften uden lys og uden medbragt kamera.

Men først skal vi vågne, give os god tid og spise morgenmad ved bordet på værelset.

















Læse:

Jeg har Ken Follets Den evige ild med. Når vi kommer hjem til hotellet efter en lang dag, synker jeg ned i et hjørne med bogen og lukker alt andet ude. Det er min måde at lade op, og det kan godt foregå på terassen, sammen med andre gæster og noget koldt at drikke. Det kan også være i lænestolen på værelset. Bare jeg kan få lov at lukke alt andet ude.

Anders har også et behov. Derfor har han lyttebøffer og musik i telefonen. Så kan han lukke sig inde.

Bogen foregår i femtenhundredetallet, og det er vildt så meget jeg har lært i samspil med årets ferie. Næsten ligegyldigt hvor vi har bevæget os rundt - og indrømmet, vi er meget historieinteresserede - har der været passager i bogen, der netop har fortalt mig om hvordan eller hvorfor noget blev gjort eller foregik.

Og det har været rigtigt. Om vi har været på Middelaldermuseet, på Vasa, rundt i byen eller Fæstningsmuseet ved Vaxholm, har jeg kunne vende tilbage til det netop læste og haft viden, der blander sig med det jeg ser, og vækker historien til live på en hel anden måde, end jeg plejer at opleve.

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg lærer af den her måde at få fortalt.

I øvrigt synes jeg bogen er rigtig god, og værd at læse. Og tydeligvis også ganske faktuel på mange områder. Der er sikkert også lagt til og trukket fra andre steder, for at gøre den mere læsbar, få den til at hænge bedre sammen eller få spændingen til at stige.



Hækle:

Jeg hækler dyr. Jeg har to i gang på een gang. To dinosaurere. En til Oscar og en til min søster, der ønsker en hæklet Pokemon. Det må gerne være en jeg selv har opfundet, bare den ligner noget, der kunne være en Pokemon. Jeg tænker tanker om hvad sådan en hedder, og jeg skal nok komme op med noget, inden hun får den.

Jeg startede med at slæbe begge to med rundt, men i virkeligheden arbejder jeg kun på en ad gangen. lidt på den ene, det samme på den anden. Trin for trin. Og pludselig har jeg to dyr. Så jeg pakkede den ene og lod den anden blive på hotellet.

Den der blev tilbage, bliver rigtig fin. Den jeg tog med, har jeg været utilfreds med siden første femkant blev færdig. Jeg kunne bare ikke se hvorfor. Jeg vidste bare den ikke blev god, og fortsatte arbejdet. Mærkeligt nok.

Indtil vi for et par dage siden sad i Tunnelbanan og jeg kunne se alting i et klarere lys. Kanten fyldte for meget, larmede på en ikke særlig rar måde, mens omgangen inden forsvandt i blomsterfarven og slet ikke formåede at give sig til kende.

De to skulle byttes om!

Siden har jeg pillet op, skilt ad og hæklet sammen igen. Jeg var ikke nået vanvittig langt, men langt nok til at det tager tid. Da jeg tog billederne i går morges, var der stadig langt igen, da vi kom hjem i aftes hang alting sammen, nu i den rigtige farvekombination og endda mere sammenhængende, end da jeg besluttede at skille det hele ad.

Det er rart. Det føles som fremgang.

I dag er jeg endda så langt, at det andet dyr skal med i tasken.