Brændte prikker

Det er over en måned siden Amalie, Emilie og jeg var hos Creative Space og male, som indfrielse af Amalies fødselsdagsgave. En uge senere kunne jeg have hentet de færdige ting.





Det skete aldrig, for min far kom i første række, og da jeg flere gange havde tænkt, og glemt igen, fik jeg Sille til at hente. Det gad hun godt, og jeg fik dem med hjem i sidste weekend.

Emilies store vase og mit lille fad.





Lørdag brugte jeg sammen med Rose, mens Sille og hendes søster kom et godt stykke længere med væggen og døren og mod den endelige spartling, tapetsering og maling. Det skal snart være færdigt, for drømmen om en større lejlighed er pludselig blevet en realitet.

Sille bor i en gammel ejendom på Vesterbro, i en opgang der dels består af en side med mere traditionelle lejligheder og en side med hjørnelejligheder. Lejligheder der er noget større end den hun har nu. Det er en andel, og nu er en af de store blevet ledig. Den er i ringe stand, og derfor er forskellen i prisen på dem ikke værd at skrive hjem om.

Hun er blevet lovet den nye. Men venter på den endelige kontrakt. Og inden vi ser os om kan hun flytte to etager ned i samme opgang og forhåbentlig med overlap nok til at male og slibe gulve inden indflytning.

Det bliver spændende.





Rose og jeg gik en tur forbi min mors og Annelises have. De har gravet store sten op, og en enkelt vil gøre sig godt som gravsten. På vej tilbage gik vi gennem Frederiksberg Kirkegård og kiggede bogstavsstørrelser.

Jeg var bekymret for om stenen var stor nok til min fars lange navn. Men det ser ud som om det nok skal gå. Sådan nogle huggede bogstaver kommer i mange størrelser.


Hvis min far kunne bestemme ville han i de ukendtes og begraves uden gæster. Men her får han ikke lov at bestemme. Anni har brug for et sted at gå hen. Min søster og jeg har ikke, og for vores skyld må han gerne ligge blandt de ukendte. Vi kommer alligevel næppe forbi Nakskov særlig tit.

Jeg mindes hellere andre steder end ved en grav. Men Anni mindes, og det skal hun have lov til.


Derfor kiggede vi på sten i går.





Til gengæld får han lov at bestemme, at der hverken skal være kirke, kapel, præst eller kiste. Kisten sagde vi farvel til på hospice, han kørte med bedemanden, som sørger for at han bliver kremeret. Når han kommer tilbage i en urne, står næste trin for døren.

En urne kan vente længe. Op til et halvt år, sagde bedemanden. Men så længe skal han ikke vente. Bare til efter ferien, så alle dem, der har brug for at sige et sidste farvel kan være med.

Vi planlægger en ceremoni ved graven. måske et lys, helt sikkert en tale - jeg skriver ned og tænker tanker - og efterfølgende kaffe og kage. Det skal være i hans ånd. Så enkelt som muligt, også selvom han ikke bestemmer det hele.