Vi er stadig ikke imponerede af de svenske jernbaner...

... og Anders mener vi aldrig skal til Sverige igen!

Men vi er fremme, kun cirka tre en halv time forsinket. Og klar til at holde en skøn ferie.





Det startede ellers fint. Vi var i god tid, endte med at have en hel time til rådighed i Malmø, hvor vi fik tanket lidt op på madkontoen og ventede så længe på at kunne komme ind i toget, at vi nåede at se reklamerne for hvor vigtigt det er for både de svenske jernbaner og personalet at sørge for at alle passager kommer trygt frem til tiden.

Snabbtoget mod Stockholm holder ikke mange steder, og inden vi så os om var vi på vej, sæderne rummelige og benpladsen god. Så langt så godt! og herfra gik det ned ad bakke...

Lige uden for Lund, i Teckomatorp, stoppede toget. Jeg er ret sikker på at Teckomatorp ikke stod på rejseplanen, men der sad vi så. Længe. Uden rigtig at vide hvad der skete. Indtil personalet både over højtaler og ved gang gennem toget kunne fortælle om et tog, der var gået i stå, ikke kunne starte og derfor ikke kørte videre.







Om der ville komme et andet tog, eller om der ville blive indsat erstatningsbusser, var der ikke rigtig nogen der vidste. Selvom jeg selv synes det var en lidt kedelig start på rejsen, havde jeg mest ondt af den engelskktalende pige der rejste alene og ikke forstod hvad der blev sagt. Den største kommunikation foregik på svensk, og det havde hun ingen mulighed for at forstå, jeg synes det var svært at få det hele med, og de sparsomme engelske oversættelser var ikke af bedste kvalitet

Vi endte alle med at blive sendt ud på perronen, hvor det næste tog ville samle os op. Et tog der vistnok skulle helt til Stockholm. Det var lidt svært at gennemskue, men som i hvert fald var fuldt booket, hvilket betød at vi ikke skulle regne med pladser til alle.

Vi var heldige. De pladser vi fik, som faktisk var bedre end dem vi havde haft i det rigtig tog, var ikke booket før langt hen ad rejsen, lige før det gik galt igen. Andre måtte overlade pladser til nye rejsende ved hver eneste station. Det nye tog var ikke et snabbtog, varmen var til at skære igennem og der var mere end et lille barn, der havde det rigtigt svært med skrig og skrål til følge.

Fra vi satte os i det nye tog fra Teckomatorp, lød en lind strøm af informationer om det ene og det andet. Bare ikke om toget fortsatte helt til Stockholm, eller om vi skulle skifte i Helsingborg. Det var ikke så meget fordi det gjorde noget, vi kunne alligevel ikke gøre andet end at følge med, men det er rart at have bare en lille følelse af kontrol.

Vi nåede næsten Helsingborg, før damen med microfonen fandt det vigtigt at informere om hvor langt toget kørte og på hvilke stationer der skulle stoppes. Se det var helt rart. Og det skulle helt til Stockholm.





Lige før Lindköbing - lige over halvvejs gennem turen, måtte Anders opgive sit sæde. Jeg kunne blive siddende, og dele med en dame, der skulle hjem fra sommerhus, hvor hun efterlod mand og barn, for at gå på arbejde i morgen.

Det kom hun til at fortryde. Vi nåede nemlig ikke særlig langt, før toget blev stoppet, strømmen blev slukket, varmen blev om muligt endnu mere uudholdelig og ingen vidste igen noget om hvad der foregik.

Hele situationen - både her midt ude i ingenting og tidligere ved Teckomatorp - satte de der reklamer om tryghed og sikkerhed, vi havde set på stationen i Malmø, noget i relief...

Endelig fik vi en forklaring der indeholdt noget med en brand længere fremme, som betød at strømmen måtte slukkes og vi ikke kunne køre længere før branden var slukket. Senere kunne toget ikke køre længere ... Den historie havde vi ligesom hørt før...

For at hjælpe mod varmen blev dørene åbnede, men ingen måtte gå ud. Der gik ikke længe før de første forsvandt. Til trods for ordrer om det modsatte. Nogle talte om taxier, andre om busser. Folk skældte ud på hinanden. Damen ved siden af mig, ringede til sin mand, bad ham om at hente og køre hende hjem til Stockholm, og tilbød os at køre med.





Det sagde vi ikke nej til. Og inden længe havde vi pakket os sammen, var kravlet ud af toget og stod sammen med de mange andre, der overvejede andre muligheder og ventede sammen med Paula (damen) på Magnus og deres lille datter Ingrid, der kom og hentede os.

I mellemtiden fik vi at vide at et nyt tog var på vej. Et tog der ville samle alle passagererne op, både dem fra det første og det andet tog sammen med dem, der sad i det tredie tog. Hvordan et nyt tog kunne køre med brand og manglende strøm var der ingen forklaring på.

Toget var ikke kommet, da Magnus dukkede op, og vi lod tog være tog, satte os til rette i en airconditioneret bil og nød turen, sjove og informative snakke og hjælpsomheden fra vildtfremmede.

Cirka to timer senere - tre en halv time senere end billetten havde lovet - blev vi sat af ved den nærmeste tunnelbanestation, hvorfra vi selv kunne finde videre. På hotellet blev vi taget godt imod, værelset er helt som forventet, og ret hurtigt var vi en tur ude i byen, fandt vand, udsigt og noget koldt at drikke.





I morgen er vi klar til at udforske byen yderligere. Og med den start kan ferien kun blive god - det kan i hvert fald ikke blive værrer - bilder vi os ind.

Og jo, vi skal selvfølgelig huske at søge de svenske jernbaner om erstatning for tort og svie. Det skulle kunne lade sig gøre, hvis turen er over tres minutter forsinket - den tid var for længst overskredet, da vi forlod toget på banen midt ude i ingenting.


Nu er jeg klar til at se dyner, det har være en mærkelig dag, men helt sikkert også en dag, vi kan grine meget af - om et par dage :)

Og ferien - den er startet!