tirsdag den 10. juli 2018

Feriedage


Ferien startede med en af de bedste nyheder længe. En tung vægt blev løftet fra unge skuldre og jeg gjorde nye bekendtskaber.





Feriens første dag gav også indblik i stenhuggeres åbningstider, der ikke nødvendigvis er som forventet. Jeg kiggede, tog en folder fra en overdækket boks og ringer en af dagene.

Den lejede bil min søster skulle aflevere i dag, havde stadig masser af ubrugte kilometre, så hun stoppede min del af min fars ting på bagsæde og bagagerum og kørte forbi med det hele. Nu er der værktøj i kælderen og bunker på spisebordet, mens det gamle ur ligger forsigtigt pakket ind i et tæppe på sofaen. Det skal op at hænge, men vi skal lige beslutte hvor.

Vi snakker ferie. Vi snakker om at komme hjemmefra nogle dage. Vi starter forfra, fra der hvor ferien blev aflyst og planer lagt til side. Vi snakker Stockholm, og kigger muligheder.

Jeg tror det er der vi ender. I næste uge. Der er tid til at finde billetter og booke hoteller. Der er tid til at lægge om og finde planerne frem igen. Der er tid til glæde sig. Og hvis nogen ligger inde med gode ideer eller viden om lækre garnbutikker, er vi åbne for hvad som helst.





Feriens første dag endte i Frederikssund til hygge, snak og god mad. Togbusserne viste deres værd, og jeg kom godt frem og tilbage. Måske er jeg endda ved at udvikle mindre tendens til køresyge. Det lykkedes at strikke i bussen, helt uden problemer. Jeg havde dog allieret mig med gentagne retmasker, der betyder at jeg kan kigge ud af vinduet mens hænderne arbejder.

Feriens første dag gav også mulighed for at lege lidt med min fars kamera. Jeg øver, forsøger og prøver at finde ud af hvad det kan. Lige nu ligger det fast i tasken, og selvom det er flyttet hjem til mig, er jeg ret sikker på at følelsen af at jeg bare låner det, vil hænge fast længe.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar