onsdag den 11. juli 2018
Jazz
Der er jazzfestival. Jeg synes jazz er hyggeligt, mens Anders er anderledes imponeret. Af en eller anden grund har han aldrig gidet tage til byen i jazzugen, når jeg år efter år har spurgt.
I år spurgte jeg ikke. I år kom han selv. Jeg var klar og ville gerne med.
Vi startede på Højbro Plads og hørte Dragkedjan Jazzband (svensk for lynlås). Superhyggeligt jazz i Aristocats-stil, noget Anders startede med at kategorisere som Tissemandsjazz - det forstod jeg ikke, det med kattene gav meget mere mening.
Syv gamle mænd med Hawaiiskjorter, blæseinstrumenter og højt humør. Numrene har de hugget fra andre, men det gør ikke noget. Dem gider jeg godt høre igen.
Jeg havde taget kameraet med. Og legede. Zoomede. Det er vildt hvor meget jeg kan zoome ind og stadig få gode billeder. Lyset gjorde sikkert sit, men jeg er altså imponeret af det, der kom ud af SD-kortet.
Vi startede tæt ved scenen. I pausen satte vi os hen under Absalon. Krigermunken, der grundlagde København. Jeg huskede at kigge op. Jeg ser aldrig statuen på toppen af den vældige sokkel. Der er ganske simpelt for langt op.
I dag huskede jeg. Det er en imponerende statue, også selvom det alligevel ikke var ham der grundlagde byen.
Vi gik videre, Anders havde fundet nogle andre et sted på Østerbro. Vi nåede det aldrig, for vi slog et smut forbi Hovedbanen og købte billetter til Stockholm. Det tog tid. Lang tid. Men nu har vi sæder i højhastighedstoget til Stockholm fra Malmø på søndag.
Pludselig skal vi på ferie. Der mangler bare lige et hotel, jeg har været inde og kigge. Der er mange muligheder.
I øvrigt er der restaurant i toget - fortalte den flinke billetmand. Mindst tre gange. Det tager lige over fem timer til Stockholm... og der er restaurant i toget...
Da Østerbro var uden for rækkevidde, endte vi i stedet i Kongens Have. Der var skønt. Græs og skygge, en scene der blev stillet op på. Øl og en flok musikere der larmende tjekkede først det ene og så det andet.
Vi gik da de startede med at spille. Det var simpelthen for kedeligt. Der manglede noget, var for musakagtigt. Helt sikkert godt som underlægning til spændende snakke. Men ikke til sol og sommer i Kongens Have.
Det var også skønt at gå gennem byen på vej mod hjemtransport. Alle steder lyder jazztoner af den ene og den anden art.
Vi tager derind igen næste år. Er planen.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar