fredag den 27. juli 2018

Gamla Stan


Stadsholmen rummer den ældste del af Stockholm, der ligger smukt i udmundingen af Mälaren - Sveriges trediestørste sø. Stockholm er bygget på fjorten øer, samt fastland på begge sider.





Den lille ø i midten - Stadsholmen - der i dag går under navnet Gamla Stan - var målet for førstedagens udflugt. Vi gik meget den uge, vi var i Stockholm, men fordi vi gerne ville have muligheden for at komme vidt omkring og metroer altid er et godt transportmiddel, købte vi et syvdageskort til de offentlige transportmidler og brugte Tunnelbanan flittigt. Det blev vi glade for.

Vi gik til Stadsholmen, og blev overvældet af stemningen i de små gader, de smalle gyder og de pudsede facader, der tydeliggør hvor tæt middelalderbyer har været bygget. Gadenettet på Stadsholmen blev fastlagt i Middelalderen, da Stockholm voksede op. Dengang var øen ikke helt så stor som i dag - men det er ingen af de fjorten øer, der alle er vokset med tiden. Dels på grund af opfyldning, men også fordi der sker en landhævning, der ganske langsomt ændrer på kystlinier og landområder.







Lige nord for Stadsholmen ligger Hegelandsholmen. En lillebitte ø, der engang var tre små holme, hvorpå blandt andet byens første hospital blev bygget. I dag rummer øen Riksdagen og ovenfra er den tydeligt menneskeskabt, med sin snorlige, symmetriske, ovale form. Hegelandsholmen indeholder også Medeltidsmuseet der blev til i slutningen af halvfjerdserne, da Riksdagen ønskede et underjordisk garageanlæg, og udgravningerne afslørede rester af det allertidligste Stockholm.

Arkæologerne fandt rester af den gamle bymur, kirke og gravpladser tilhørende Hegelandshuset -  det tidlige hospital, og mens Riksdagsmedlemmerne måtte nøjes med en betydelig mindre parkeringsmulighed, fik byen et middelaldermuseum, der ikke er stort, men til gengæld spændende.

Det er absolut et besøg værd - hvis man som os er historieinteresseret. Der er lukket om mandagen, og ellers er det gratis at komme ind.


I Gamla Stan gik vi langs Öster- og Västerlånggatan, der ligger der hvor den allertidligste bymur stod. Begge gader bærer desværre præg af turister. Turistbutikker og mere eller mindre obskure spisesteder præger gadebilledet og tog en hel del af fornøjelsen.







Vi bevægede os derfor dybere ind i virvaret af gader mellem de to yderpunkter - der i dag nærmest begge ligger midt på øen. I midten af byen er udseendet mere velbevaret, ingen butikker, men autentiske bygninger, der ikke kan dateres tilbage til middelalderen, men for størstedelens vedkommende er kommet til, da middelalderens trækonstruktioner blev byttet ud med nyere måder at bygge på. Gadeplanerne er stadig de samme, og mange af bygningerne rummer også stadig middeladeren i kælderetagen eller under den orange puds.

Det er også herinde mellem virvaret af smalle gader at byens ældste kirke findes. Storkyrkan.

På ydersiden af langgaderne blev der udviddet da byen blev for lille. Bymurene blev flyttet længere ud og et utal af smalle Gränder dukkede op. (Gränd er svensk for gyde). De mange portåbninger mellem langgaderne og gyderne, giver et billede af en mindre og mere lukket by.







Oprindeligt - læste jeg mig til på Medeltidsmuseet - gik de nye bygninger mellem gyderne ud i vandet. Gyderne var oversvømmede, men blev fyldt op efterhånden som indbyggerne smed affald ud mellem husene.

Måske derfor går mange af de smalle gyder nedad.





Senere skete en mere systematisk opfyldning og øen fik sin nuværende form, med de yderste større veje der muliggjorde større transport efterhånden som byen voksede ud over Stadsholmens naturlige grænser. På den østlige bred af øen anlagdes Skeppsbron med prægtige sekstenhundredetalshuse, der gav indsejlingen til byen mere statelighed.

Mens København har været udsat for brand mere end en gang, er Stockholm mere velbevaret i den ældste form, og turistvenligheden til trods, var det spændende at gå rundt i de gamle gader, gyder og stræder, der nærmest står tilbage som et yderst levende frilandsmuseum.

Jeg vil dog helt klart anbefale at søge ind mellem gaderne til de mindre turistfældeagtige områder, hvis turen går til Stockholm.





2 kommentarer:

  1. Hvor er det spændende! Jeg må se at komme til Stockholm engang uden arbejde eller møder.....

    SvarSlet
    Svar
    1. Christunte, jeg er ret overbevist om at alle store byer kan være spændende. Men ja, du skal da til Stockholm uden arbejde :)

      Slet