Det er gået op for mig, at størstedelen af min viden om Stockholm stammer fra alle de gange jeg gennem mine teenageår, ungdomsår og senere, har læst og genlæst de ti bøger i serien Roman om en forbrydelse.
Maj Sjöwall og Per Wahlöös fortællinger om tredsernes og halvfjerdserns kriminalpoliti i Stockholm - og omegn - personificeret af Martin Beck og hans kolleger. At bøgerne er stærkt politiske, gør dem på ingen måde ringe, det giver dem snarere en historisk vinkel på en tid, som jeg aldrig fangede, de første gange jeg læste serien.
Det startede allerede i bilen på vej sammen med Paula og Magnus. Vi kørte forbi Motala, hvor Roseanna blev fundet, siden har vi ikke bevæget os rundt i byen, uden at falde over steder, vi nærmest føler vi kender, og som levendegør historierne.
Om det er Kungsholmen med politihovedkvarteret, Sveavägen, s:t Eriksplan, hvor Benny løb rundt i jagten på en mistænkt, Tantolunden og Bosse der havde fået en blet, Kronobergparken eller noget helt sjete.
I dag stod vi pludselig ved observatoriet i Observatorielunden. Der var ikke helt så mange gemmesteder, som jeg umiddelbart havde forestillet mig. Indtil vi kom om på den anden side og fandt grønt i grønt og stejle trapper.
Senere gik vi bevidst til Riddarholmen og kirken, der er en af byens ældste bygninger. Ikke så meget for at se kirken, (det gjorde vi selvfølgelig også), men for at se stedet hvor Rebecca skød et kålhoved på en meters afstand.
Og sådan kan jeg blive ved. Der bliver ved med at dukke stednavne op, som pludselig får liv, hænger sammen og skaber en by, jeg har kendt så længe jeg kan huske.
At Anders har det på samme måde, gør det kun bedre.
Det er altså en sjov oplevelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar