søndag den 21. maj 2017

Tribeca NV


Det er vildt så mange muligheder for at strikke i det offentlige rum, der dukker op. Det gælder om at være om sig, slå til eller måske bare være heldig at opdage på rette tid og sted.







Under alle omstændigheder var det Bettina der så at Tribeca NV dækkede op til brunch og inviterede garnglade etusiaster til at tage garnet, pindene, hæklenålene og hvad der ellers er nødvendigt med. Et kig i kalenderen gav klar bane, og inden vi så os om, var vi meldt til.

Det var hyggeligt. Vi sad i solen - og skulle have husket solcremen. Vi gjorde nye bekendtskaber - når bare interessen er fælles, er der altid noget at tale om, og vi nød maden, som blev delikat serveret på skønne tallerkener.

jeg nåede at blive godt sulten, inden maden stod på bordet, men sådan er det, når der vælter mange gæster ind på samme tid.

Tribeca NV ligger som navnet antyder på det yderste Nørrebro. Mellem betonbyggeri, tæt ved banen og op ad gamle lejekaserner, har stedet til huse i en baggård i noget det ligner en gammel fabriksbygning.

Men hvor er der hyggeligt. Når man forlader Bygmestervej og går gennem den kedelige portåbning, står man pludselig i en oase fyldt med grønne planter, store parasoller og udeservering i flere niveauer. Vi sad øverst, på en terrasse der gjorde det nemt at hygge sig længe. De gamle mure skaller og stemningen er rå, og inden døre er der gjort en dyd ud af råheden, med umage stole og borde, åbenhed, lys og farvestrålende kunst.







Vi sad der længe - for længe. Det sidste kun fordi jeg glemte den der solcreme...

Til gengæld fik jeg lukket den nederste kant på den bluse jeg har strikket på længe. Pludselig mangler kun for- og halskanter, endehæftninger og en flok knapper. Det sidste har jeg styr på. Måske.




2 kommentarer:

  1. Og kisser var der også kan jeg se. Det lyder som om jeg går glip af meget pga. Job. Men sådan må det være.

    SvarSlet
    Svar
    1. Violykke, det var hun. Vi fandt hinanden inden Bettina dukkede op, og sørgede for pladser til os alle tre :)

      Slet