onsdag den 3. maj 2017

Tegnediktat


Zacharias har gennem sin skoletid tegnet de flotteste tegninger, der alle er rammet ind og hængt op hjemme.

De første tegnede han allerede det første år han gik i skole, og de er så fyldt med detaljer og skønne streger at det er en fryd at kigge på.


Se bare grisen her, som mormor fik forærende:




Alle de skønne tegninger er tegnediktater, som er lavet i billedkunst. Et fag der stod højt på listen i den lille specialklasse han startede sin skolegang.

I lørdags sad vi hos min søster og fejrede at Nicklas runder sytten år. Jeg klagede lidt over allerede lørdag at vide, at jeg i dag skulle være vikar. At være vikar bliver aldrig noget, der kommer højest på min liste. Men det er altid nemmere, hvis jeg kan forberede mig på forhånd.

Men hvad skulle jeg forberede. Jeg vidste ikke hvilken klasse jeg skulle have, men på intra kunne jeg se, at en understøttende undervisningstime i 2.A. nok ikke ville være skudt helt forbi.

Du laver da bare tegnediktat med dem, sagde min søster. Men hvordan laver man tegnediktat? Jeg vidste det ikke. Jeg spurgte Zacharias, der svarede at læreren tegner med på tavlen. Okey tak, sagde jeg og følte mig ikke meget klogere.

Et opslag på Google hjalp meget mere. Jeg fandt både noget teori om tegnediktater og, endnu bedre, en diktat lige til at kopiere.





Med Kirkebys gode forklaringer forberedte jeg mig i går. I dag kunne jeg tegne og fortælle sammen med 4.B. 2.A. havde vundet en anden vikar.

Det var super sjovt. De var alle med. Også dem, der startede med at sige, at de ikke kunne tegne. Vi sluttede med at tage et billede af alle de fine giraffer, som enten var farvelagte og tegnet op med sort, eller bare tegnet op med sort.

Jeg tegnede med på tavlen, og havde også lavet færdige tegninger af både en optegnet og en farvelagt giraf til inspiration. Det sjove var, at eleverne ikke vidste hvad de tegnede, jeg lærte at jeg næste gang skal tegne omridset af papiret op på tavlen først, så eleverne får en oplevelse af hvor meget deres tegning kommer til at fylde, og de var rigtig gode til at gætte på hvad det mon ville ende med at blive.

Da vi nåede den lange hals, var ingen længere i tvivl.





Når jeg næste år overtager en 4. klasse er der ingen tvivl om, at de skal lave mange tegnediktater. Jeg tror jeg starter med at bryde Zacharias' gris ned i mindre dele, inden jeg finder på andre ting at tegne.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar