tirsdag den 30. maj 2017

Sundhedsambassadør


Der gik ikke mange dage efter valget af ny arbejdsmiljørepræsentant, før Berit havde været til MED-møde, og mente at jeg burde kombinere det der arbejdsmiljø med sundhed.





Det lød spændende, og derfor gik der heller ikke længe før jeg stod hos chefen og ville på kursus. Du vil det hele sagde han, og mumlede lidt i skægget. Det kunne jeg jo ikke totalt benægte, omend jeg mente at det der med de små skolebørn, det har ingen interesse.

Inden der var gået en time, vendte han tilbage. Jeg var tilmeldt kursus og i morges kunne jeg sætte mig til rette og begynde kommunens sundhedsambassadøruddannelse. Omgivelserne var havestuen på Rødovregård, kursuslederen var den yderst kompetente stedlige sundhedskoordinator, og hun krydrede sin egen spændende snak med et foredrag af stresskonsulent Storm Steensgaard. Også et spændende bekendtskab.

Sådan en flok kommende sundhedsambassadører skal selvfølgelig ikke sidde stille hele dagen, og med mellemrum var vi oppe at stå - både ude og inde. Vi legede, lavede øvelser, pausegymnastikkede og blev inspirerede.









Vi startede udenfor i morges, hvor vi tjekkede ind. Siden blev vi inde, brugte den mindre plads og lod regnvejret om at blive udenfor. I frokostpausen var regnen løbet videre, og jeg gik en tur udenfor, gennem haven bag gården, forbi en frønnet bænk, de to gutter der rensede traktorer og ned til Damhusengen, der lå strålende og indbydende efter regnen.

Inden vi sluttede, kunne vi igen samles udenfor på græsset med træningselastikker og gode øvelse for spændte nakker og skuldre. Selvom kurset og titlen er målrettet de ansatte, kunne jeg ikke lade være at tænke, at også alle vores skoleelever kan få glæde af øvelser i løbet af dagen.







Langt hen ad eftermiddagen gik jeg derfra, fyldt op med indtryk, ny viden, gode ideer og masser af inspiration. Overraskende overskudsagtig og slet ikke træt.


I morgen følger endnu en dag, inden kurset er slut, og jeg kan kalde mig sundhedsambassadør.




4 kommentarer:

  1. Håber ikke du nøjes med at tænke at det kunne være godt for eleverne - måske kan forskellen være, en mindre (færre) voksen med dårlig ryg 🤗

    SvarSlet
    Svar
    1. Janne, nej bestemt ikke. Jeg synes bare det ville være ærgerligt hvis det kun er de voksne der får glæde - specielt fordi vi på vores skole udleverer computere til alle elever, der snildt kan være med til at give dem dårlige rygge og holdninger :)

      Slet
  2. Aii hvor spændende - det bliver da vildt fedt at lære om alt det. :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Catarina, det er vildt spændende :)
      Og med to sundhedsambassadører (en af lærerne har allerede uddannelsen) tror jeg vi når længere ud. Vi har i forvejen mange gode tiltag hos os, men med to forskellige arbejdstider, glemmer den ene gruppe nogen gange den anden.

      Slet