fredag den 26. maj 2017
Sol og sommer
Vi gik i Søndermarken, spiste pizza og strikkede.
Sille strikker lyserødt babytøj. Fridoline kommer ikke til at mangle. Jeg fik lovet både at strikke strømpebukser og den skønneste lille kjole fra Knitting for Olive.
Man skal passe på hvad man siger. Jeg har heldigvis god tid, Fridoline melder først sin ankomst til september.
Til sidst fik vi nok, nok af solen og varmen. Vi gik tilbage ad Vesterbrogade, købte is og endte i Silles sofa. Vi strikkede videre, snakkede om det ene og det andet, nød selskabet og fik vendt stort og småt.
Trods varmen uden døre, blev det koldt indenfor. Samtidig med at jeg skuttede mig, og besluttede mig for at tage min trøje på, spurgte Sille: Hvordan kan du have det koldt i den varme..?
Ja, jeg er jo ikke gravid. Svarede jeg. Sille nåede at stoppe sig selv, inden hun udbrød - Det er jeg da heller ikke...
Den tilstand kan åbenbart godt glemmes.
Bare et kort øjeblik.
Jeg nåede langt på mit nyeste projekt, Sille nåede bunden af en Dahlia-trøje, inden jeg pakkede mig sammen, smed alle pakkenellikerne i cykelkurven og cyklede gennem Frederiksberg, forbi Diakonissestiftelsen og langs Damhussøen hjem.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar