søndag den 5. februar 2017

La Drogerie


Vi besøgte tre garnbutikker i Paris. Der var flere,  men det blev dem her. Af tre meget forskellige grunde. den første fik jeg anbefalet, de to andre stod på den liste jeg printede via Ravelry – den ene lå lige rundt om hjørnet, den anden havde også en cafe.


La Drogerie - Paris


La Drogerie besøgte vi på førstedagen. Den ligger tæt på Hallerne, og det passede fint at gå forbi. Bortset fra der var lukket da vi kom. Det viste sig at de åbenede igen senere – vist noget med frokostpause – vi var sultne, sa vi fandt en fransk cafe med fortorvsservering og spiste, inden vi gik tilbage.

La Drogerie har alt. Knapper, perler og dimser fra gulv til loft. Det føles lidt som at træde ind i en butik fra dengang apotekerdiske var noget man brugte og betjeningen vidste hvad de solgte. Det er en super hyggelig butik, som bare for det bør besøges, hvis man kommer forbi.

Og garn. Emilie forelskede sig i noget uhyrligt dyrt alpaca, og så sig selv indhyllet i alpaca i tunikalængde i op til flere farver. Jeg kan godt forstå hende, for det var lækkert. Og dyrt. Faktisk var min oplevelse at garn i Paris er temmelig dyrt. Jeg havde heller ikke noget med hjem.


La Drogerie - Paris

La Drogerie - Paris

La Drogerie - Paris


I La Drogerie førte de garn, jeg ikke har set andre steder. Af den grund burde jeg nok have købt, men der var ikke noget jeg ikke kunne leve uden. Vi kiggede længe på knapper, i håb om at finde nogle der kan bruges til frakken jeg er ved at sy. Den er for øjeblikket sendt i skammekrogen, for ærmerne vil ikke som jeg vil. Jeg har stof til at lave dem om – igen – så lige pludselig.

Der var ingen knapper der fandt nåde for mit blik. Der var lidt for meget plastik over udvalget. I hvert fald i den størrelse, der passer til en frakke. Der var for mange til at se de rigtig flotte og spændende imellem. Og det var svært at se de enkelte knapper fra hinanden, fordi disken var i vejen. Vi var der længe, kiggede på dimser, på perler, aede det skønne garn og overvejede for og imod, inden vi til slut gik videre, uden at købe.


4 kommentarer:

  1. Butikken ser spændende ud, og selvom man ikke køber noget kan man jo gå rundt og kigge :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Angelika, det kan man - vi var der længe :)

      Slet
  2. Den var jeg også inde i - købte heller ikke noget, men en sjov og ret stor, men smal butik {;o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Lona, meget større end den ser ud til udefra. Og ja ret sjov :)

      Slet