lørdag den 4. februar 2017

Hula Hoop


For en hel del år siden ønskede Emilie sig brændende en hulahopring. Hun fik den, men det blev mig der tog den i brug.


Kunst bag Damhusengen


Jeg hulahoppede frisk og frejdigt derudaf i temmelig lang tid. Flere måneder, som jeg husker det, inden det gik i sig selv igen. Om det var gået i sig selv igen, inden hun tog på efterskole (og tog hulahopringen med) eller om det var i forbindelse med det, kan jeg ikke rigtig huske.

Men jeg stoppede i hvert fald.

Inden jeg stoppede – dengang jeg var godt i gang – bed jeg mærke i, at min holdning blev bedre, det gjorde mindre ondt hen over lænden, når jeg havde stået længe op, og i al almindelighed virkede det som en rigtig god ide. Jeg hader bare at træne. Som i, jeg gør alt for at undgå det. Og svælger gerne i at jeg ikke har nogen bil, og derfor cykler, og at vi bor på tredie sal uden elevator. Det må tælle noget. Alligevel har tanken om den der hulahopring presset på med mellemrum.

En gang sidste år lånte jeg en ring af Sille. Hun havde den stående, brugte den ikke og mente at den lige så godt kunne stå hjemme hos mig. Det gjorde den så. Måned efter måned, mens jeg med mellemrum kiggede på den, tænkte på dengang mig ryg havde godt af de svingninger brugen af sådan en ring giver, og forsøgte at oparbejde nok rygrad til at begynde igen.

Det skete bare ikke.


Kunst bag Damhusengen

Kunst bag Damhusengen


Indtil jeg sad sammen med Lotte i en temmelig børnetom klub anden nytårsdag og snakkede. Midt i snakken snakkede vi om træning. Om at gøre det, selvom det er svært at finde lysten. Om at kroppen har godt af det. Og om at tage sig sammen.

Den snak gjorde noget ved mig. Jeg har svært ved at sige hvad det var. Hvilke ord der groede fast. Men der skete noget inde i mit hovede.

Dagen efter fiskede jeg hulahopringen frem. Fandt plads mellem sofa og fjernsyn, lod nyhederne køre og brugte uret i nederste hjørne til at have styr på hvornår jeg skulle skifte benstilling, og hvornår jeg skulle stoppe og svinge den anden vej. Jeg kunne endnu. Tabte den kun en enkelt gang eller to i løbet af de ti-tolv minutter jeg brugte.

Siden har jeg gjort det hver eneste dag (minus en enkelt dag, jeg på forhånd vidste rummede alt for mange timer til også at have plads til hulahopning). Og selvom jeg nogen dage skal trække mig selv op, for at komme i gang, tager jeg mig dag efter dag i at kunne blive stående længe endnu hvis det skulle være.

Jeg taber stadig ringen en gang imellem. Ikke tit, ikke hver dag, men en gang imellem. Tiden er også sat op, og jeg overvejer om ikke ringen er for let. Det føles efterhånden for let. Emilie har fundet sin ring frem, men den vejer det samme som Silles, så ud over at jeg har skiftet, så Sille kan få sin tilbage er der ikke meget vundet.

Jeg ender nok med at købe en ny – og tungere.


Kunst bag Damhusengen


Jeg ender måske også med at blive helt glad for minutterne med nyhederne kørende hver morgen (også i weekenden). Og weekenden er vigtig, for jeg ved med mig selv at bare en enkelt dag uden, vil gøre det nemmere helt at glemme det. Jeg kunne mærke det efter den ene dag.

Og med en måneds træning kan jeg mærke en forskel. Størst er forskellen i nakken. Jeg er slidt i nakken. Mange år bøjet over håndarbejde har gjort sit, og trods gode øvelser gør det tit ondt. For en måned siden var det så slemt at jeg gik i seng hver aften med ondt i nakken og vågnede igen næste morgen uden synderlig ændring. Sådan er det ikke længere.

Jeg har stadig dage hvor det gør ondt. Jeg har stadig dage, hvor jeg går i seng med smerter i nakken. Men det er ikke hver dag, og jeg vågner sjældent med nogen form for ømhed. Det får mig til at tro på, at det ikke kun handler om slid i nakken. Det handler i høj grad også om holdning. Og den behandling jeg til tider har fået, i forsøget på at få det til at gå væk, kun har været symptombehandlinger, fordi det altid kun har handlet om nakken.


Kunst bag Damhusengen


Og nu har jeg sagt det højt – nu er jeg nødt til at fortsætte!


2 kommentarer:

  1. Jeg har osse sådan en ring stående og jeg kigger meget på den, men kan ikke tage mig sammen. Men nu hvor jeg har læst hvad du mærker af bedring i strikkenakke og ryg, så kunne det godt være at jeg bare skal tage mig sammen og komme igang. Jeg tror altså kun jeg kan dreje den ene vej ;-)
    Alle de der sten, hvor står de ? de er jo helt vildt fine.

    SvarSlet
    Svar
    1. Trine, det skulle du gøre. Velvidende, at det er nemmere sagt end gjort :)
      Og så tænker jeg at det er bedre at dreje den ene vej, end slet ikke.

      Stenene står helt oppe for enden af Krogebjergparken. Syd for Slotsherrensvej, nord for Rødovre Stadion. Der er en lille sø - de står oppe over søen ved noget nybyggeri.

      Slet