Mellem skingre højtalere og kæderygende gæster

Sille og jeg var i Tivoli i aftes. Agnes Obel spillede på Plænen. Jeg kan godt lide Agnes Obel, Sille vidste ikke rigtigt hvad hun gik ind til.

Måske var vi bare uheldige, musikken var der ikke noget i vejen med, men enten er Plænen ikke bedst egnet til flygel og cello eller også var puplikummet ikke det bedst valgte. Jeg er glad for oplevelsen, men står alligevel tilbage med følelsen af at Agnes Obel gør sig bedst hjemme i sofaen. Eller en intimscene på en lille café. Hvis ikke i et koncerthus der kan klare lydene fra cello, violin og flygel uden at skingre lyde undslipper højtalerne.

Lydene var ikke det værste, det kunne jeg godt abstrahere fra. Det værste var nok, at de langtrukne toner, de lange numre og det langsomme ved hele fremførelsen fik folk omkring os til at snakke højlydt, fjolle og vælte frem og tilbage i en uendelighed.

Om det var umuligheden af dans og sammenpressethed, der fik rygerne til at tænde den ene cigaret med den anden kan jeg ikke rigtigt gennemskue. Måske stod vi bare forkert, men aldrig har jeg oplevet så meget cigaretrøg til en koncert. Jeg er ikke tilhænger af cigaretrøg og for mig blev det forstyrrende.

Jeg synes stadig musikken var god. Jeg er stadig glad for oplevelsen og den anderledes fremførsel en koncert giver. Men som vi stod der mellem mennesker der ikke hørte efter, ikke kunne beslutte sig om de skulle blive eller gå hjem og med duften af andet end cigaretrøg i næsen, står jeg alligevel tilbage med viden om at det ikke er der jeg skal søge hen næste gang jeg gerne vil høre den type musik sammen med andre, end dem der kan sidde i min sofa.

På den anden side er det altid hyggeligt at være sammen med Sille. Og jeg er en oplevelse rigere.