Første skridt på vejen

Der skal mange ting til at et skoleår hjemmefra bliver en succes. Vi har fået en liste så lang over nødvendigheder, der skal medbringes. Foreløbig er det begrænset hvad vi har indkøbt. Det kommer tænker jeg, og har stadig god tid.

En ting jeg havde knap så god tid med er hjælpemidler. Dengang vi tog til madmarked i Sorø, var det med en plan om at vide noget mere i hjælpemiddelsektionen, når vi nåede hjem. Jeg blev ikke klogere, nærmest tvært imod. Og da jeg dagen efter blev ringet op af en viceforstander, der satte spørgsmålstegn ved om skolen overhovedet var det rigtige for Emilie, blev jeg harm. Harm over ikke at blive hørt og forstået, og harm på Emilies vegne over manglende vilje.

Dengang var det påske og mulighederne for at spørge om hjælp alle lukkede. Men førstedagen efter stod jeg hos Gurli og spurgte om hjælp til videre skridt. Gurli er leder af ordblindeskolen, og dengang Emilie ikke blev anerkendt som ordblind, men blot skulle koncentrere sig lidt mere, en kæmpe hjælp til selvhjælp.

Derfor var det også hende jeg gik til, vel vidende at hun ikke umiddelbart kunne gøre noget. (Og så endte det i virkeligheden med at Gurli blev den største hjælp). Hun foreslog Uddannelsesvejlederen og kunne godt huske noget om at i tienden klasse opstår der ind imellem kasteboldsituationer, når det ene sted mener det andet skal hjælpe.

Uddannelsesvejlederen kastede sig ind i kampen, men nåede aldrig rigtig meget længere, end til at konstatere at et medlemskab af NOTA er livsvarigt. NOTA er et digitalt bibliotek for læsehæmmede af den ene eller den anden art og et medlemsskab opnåes via lægen, læreren eller anden person med viden nok til at kunne retfærdiggøre. Emilie er blevet meldt ind i sin tid på ordblindeskolen og bruger NOTA rigtig meget i forhold til skønlitterær læsning.

Mens uddannelsesvejlederen forsøgte sig i en retning, blev vi enige om at jeg skulle prøve en anden. Jeg ringede til kommunen og blev sendt fra den ene afdeling til den anden, inden jeg endte i skoleafdelingen, som i første omgang afslog. Problemet viste sig at være, at Emilie ikke tidligere har haft en IT-rygsæk. Hvorfor skulle hun så have en nu?

Jeg følte mig slået tilbage til dengang anerkendelsen af ordblindheden var en by i Rusland, og forsøgte at overbevise om at behovet er reelt. Heldigvis valgte manden i skoleafdelingen at ringe til  ordblindeskolen, hvor Gurli kunne fortælle at Emilie er ordbind, at hun aldrig har haft en IT-rygsæk fordi muligheden dengang var at blive i egen klasse med IT-rygsæk eller at blive flyttet til ordblindeskolen med de muligheder de har der, og at Emilie absolut har et behov.

Det gjorde udslaget.

I tirsdags kunne vi hente udstyret hos PUC (Pædagogisk UdviklingsCenter) i Rødovre. Og tænk, jeg troede at det hele skulle afleveres igen, når næste skoleår er slut. Men nej! Hun må beholde det hele til hun fylder atten. Forudsat at vi ikke flytter fra kommunen.

Computeren er brugt men både headset og håndscanner er helt nye. Headsettet endda ret lækkert og sådan et der må kunne passe til ethvert øre. Tasken det hele kommer i er også brugt. Temmelig nusset og ikke særlig lækker forresten. Den lugter også siger Emilie. Men det er et mindre problem. Hun skal nok komme af sted med en meget finere og lækre taske.

Ingen tvivl om det!

Fik jeg sagt vi er glade? Det er vi. En stor sten er vendt.