Skønhed i solen

I går, mens Emilie arbejdede og Anders nød dagen alene, sad Sille og jeg i Søndermarken. Vi spiste pizza, drak cola og snakkede om alt og ingenting. Alt det, der er skønt en søndag, en sommer i solen.

Vi havde også håndarbejde med. Sille er ved at lave en blå flyvemaskine. Det blev ikke til meget der i solen, det var bedre at vrikke med tæerne, nyde og grine lidt af omverdenen.

Vi vælger altid Søndermarken, for Frederiksberg Have - lige ovre på den anden side af vejen - er meget mere befolket. Men nogen var der altså. I baggrunden lød skønsang fra de små haver. Gamle Labansange om hvor vi skal sove i nat, nåede vores ører. Det er hyggeligt, men de fleste af klangene forsvinder for vinden.

Da et afrikansk selskab bevæbnet med trommer i flere formater dukkede op, håbede jeg et øjeblik på at de ville slå sig ned og give et nummer. Desværre skulle de videre. Rundt om os solede andre par og et par familier med mindre børn. De fleste i fuldendt harmoni, kun en enkelt lille pige var temmelig insisterende i sin råben og hulken efter at få sin vilje. Så er det nemt at sidde på afstand og tænke tanker.

Lige inden vi pakkede sammen kom endnu en lille familie. Måske havde der lige været fødselsdag. I hvert fald havde de den største og flotteste fjernstyrede helikopter, jeg nogen sinde har set, med. Den satte af, fløj en runde og endte i toppen af et af de højeste birketræer.

Der hang den. Uhjælpeligt fast. Den flaprede ellers godt med propellerne uden at komme fri. Her var ingen skrig og skrål. Da vi gik havde de fat om træet og rystede alt hvad de kunne. Helikopteren sad stadig fast, men jeg tror de var tålmodige, og jeg krydsede fingre da vi gik, for at de skulle få den helskindet ned igen.