lørdag den 7. juni 2014

I solskin og med fuglefløjt


Der er pænt i Gladsaxe. Og i Bagsværd og Gentofte. Men er der ikke det, de fleste steder når solen skinner og fuglene synger?


Solskin og fuglefløjt


Jeg havde et ærinde i Gladsaxe i dag. Jeg har også længe manglet lidt småting fra IKEA. Med god tid fik jeg slået to fluer med et smæk.

Altså startede jeg ud foran rådhuset i Gladsaxe. På pladsen foran var loppemarked, det så hyggeligt ud, men gav også anledning til en smule besvær med at finde hinanden. Jeg nåede slet ikke så langt som til at tænke at skulle lede. Jeg satte mig bare i solen og nød. Så er det godt andre kan finde på at flytte sig og finde mig.

Fra rådhuset gik jeg en smule tungere læsset mod IKEA. IKEA i Gentofte ligger ikke mere en lidt over to kilometer fra rådhuset i Gladsaxe, og i dagens vejr skulle man være et skarn hvis ikke sådan en tur i solen kunne nydes. Så jeg nød og gik langs villaveje med imponerende bygninger og fine haver.


Hensat til landlig idyl


Og helt stille. Jeg følte mig næsten hensat til landlig idyl. Ikke en lyd var at høre. Bare solen, fuglenes triller og mine fødders gang over fortovsfliserne. Det var let at føle sig hensat til et sted langt væk fra byen, og som læste nogen mine tanker fulgte vejnavnene mig med ud på landet.

Fra Gladsaxe gik jeg gennem Bagsværd. Præcis hvor grænsen går, er jeg ikke sikker på, men jeg er ret sikker på hvornår jeg nåede grænsen til Gentofte. I Gentofte er vejskiltene nemlig udstyret med hjerter over j'erne i vej. Jeg har altid syntes det er så hyggeligt med den hjerteprydede skiltning.


Gentofteskiltning med røde hjerter


Da jeg nåede Gentofte begyndte den landlige idyl så småt at forsvinde til fordel for mere og mere anmasende bylyde. Først en enkelt bil på gennemkørsel, siden flere. Og da jeg drejede til venstre ud af villakvarteret, forretninger, mere trafik og en mulighed for at tanke op og harmonere den væskebalance jeg ikke hjemmefra havde overvejet ville være en god ide.

2 kommentarer: