Fin og let og (næsten) ligetil

Et af de nye projekter er et sjal... Som om jeg ikke har nok. Endda et mystisk et af slagsen. Jeg kunne ganske simpelt ikke lade være.

Kirsten Kapurs Mystery Shawl 2014. Eller Through The Loop Mystery Shawl 2014. Kært barn har mange navne. Dels kan jeg rigtig godt lide Kirsten Kapurs opskrifter. De er så gennemarbejdede og lette at gå til. Dels kan jeg godt lide at hun på forhånd afslører lige præcis nok til, at jeg bliver nysgerrig.

Det er ikke meget hun fortæller. Men nok. Formen. En lav trekant og jeg er med. Jeg kan godt lide trekantede sjaler. Jeg er ikke særlig vild med runde eller aflange sjaler. Havde det været sådan et, var jeg ikke sprunget på. Eller havde jeg ikke fået lige præcis den oplysningen, var interessen også forsvundet.

Jeg ved det, for jeg kigger ind imellem på andres mysterier. Første punkt er altid om formen bliver præsenteret. Bliver den ikke det, springer jeg slet ikke videre til punkt nummer to: Hvad har designeren tidligere lavet? Og er det spændende nok til at jeg har lyst til at være med? Jeg er efterhånden temmelig kritisk. Men med Kirsten Kapur ved jeg hvad jeg får.

Fem clues. Første del er færdig.

Jeg besluttede at jeg ikke ville købe nyt garn til projektet. Måske derfor sprang jeg ud i noget nyt. Tyndere garn på tykkere pinde. Eller tyndere garn på pinde beregnet til tykkere garn. Eller hulstrik. Lace. Kald det hvad I vil. Det har jeg ikke gjort så meget i før.

Jeg synes det bliver rigtig fint. Og det vejer ingenting. Garnet er Rasmillas yndlings. I blå. Jeg har muligvis ikke nok i den ene blå, men så har jeg en anden, der ser fin ud til og godt kan gå hen og blive en slags kant, når jeg når så langt.

Næste del kommer på søndag.