Så kom endelig dagen. Forældre, søskende, bedsteforældre (og papforældre) samledes i festsalen til taler, sange og overrækkelse af det længe ventede eksamensbevis. Kaos var et godt ord for hele forestillingen, og vi var flere, der overvejede hvornår vi kunne liste af...
Det var ikke pænt.
Men det var sådan jeg havde det. Specielt da den ene klasselærer havde lavet en tyve minutters billedekalvakade med billeder fra børnehaveklassen til niende af alle hans elever. Det var hyggeligt - helt sikkert. Jeg tror bare det ville have givet flere point hvis det havde været vist kun for klassen.
Nok om det.
Bagefter samledes vi i klasselokalet, hvor en driftig forælder havde samlet penge ind og vi spiste fælles. Se det var hyggeligt. Fire lærere, otte elever og deres forældre (og Anders), klasselærerne holdt tårevædende taler, der ind imellem indbød til grin, nogen af ungerne følte trang til at sige et par ord, og jeg overrakte Samar den tegning hun havde lavet i anden klasse, og som under omrokering og flytning i går dukkede op.
Det blev langt senere end jeg havde regnet med, før vi pakkede sammen og tog hjemad. Klassen og lærere har aftalt at mødes til reunion om et års tid, når efterskoleungerne er kommet hjem igen. Knus blev uddelt og pludselig er de spredt for alle vinde.
Det er utroligt hvor hurtigt tiden egentlig går. :-)
SvarSletDet lyder nu meget hyggeligt med fælles spisning og det er a en rigtig god ide at I vil mødes om et år igen. :-)
Ja det er vildt Catarina, og jeg er sikker på de får en hyggelig aften, når de finder sammen igen... trods så meget forskellighed der er stoppet ind i så lille en klasse :)
SletJeg får altid en klump i halsen i sådanne begivenheder :)
SvarSletMiri, det nåede også at blive lidt tårevædet :)
Slet