Til fødselsdag med malede børn

Allerede sidste år, da Bettina begyndte at tale om fødselsdag og runding af det halve århundrede, vidste jeg bare at hun skulle have billeder af sine børn. Malede billeder. Jeg var så sikker, at jeg allerede dengang spurgte Josefine om hun og Henriette kunne forestille sig at være med - for det kræver billeder at male. Det mente hun bestemt, og jeg lovede at vende tilbage.

Jeg ville helst have nye billeder. Så friske som muligt, og jeg var helt sikker på at være i god tid, da jeg for to måneder siden tog kontakt for at finde en dag. Det skulle vise sig at være meget sværere end jeg havde regnet med. Jeg troede naivt at når jeg ikke skulle bruge mere end fem minutter af deres liv, skulle det vel nok kunne lade sig gøre at finde tid.

Men tid er en underlig størrelse. Så kunne den ene ikke, så var der noget i vejen for den anden og så blev den tredie syg... Og sådan blev vi ved. Jeg forsøgte mig med en gennemtrævling af deres FaceBookbilleder, men FaceBookbilleder er gennemgående meget groft pixeleret, og det duer ikke til mit projekt.

På et tidspunkt troede jeg aldrig det ville blive til noget.

Men det gjorde det. For pigerne gad godt, og de gad også køre hele vejen fra Frederikssund - bare for de fem minutter. På den måde endte jeg med at stå med billeder, der skulle gennem hele maskineriet med billedebehandling, optegning og maling... Tolv dage før fødselsdagsfesten. Og med udsigt til to hektiske uger.

Selvom jeg sagde noget andet, havde jeg faktisk planer sidste weekend. Maleplaner. Og så var jeg endda igen lige ved at opgive. Jeg havde nemlig bestilt plader til at male på, og stod pludselig med en opringning og en restordrer, der under ingen omstændigheder kunne udbringes før engang først i sidste uge.. og så var gode råd dyre.

Det lykkedes, og mellem arbejde, planlægning og alt det der høre til store arrangementer, malede jeg på livet løs, når jeg var hjemme og ikke faldt omkuld af træthed. Heldigvis har jeg efterhånden malet så mange billeder, at arbejdsgangen ligger på rygraden og overskueligheden er til at gå til. Jeg satte den sidste klat inden jeg tog på arbejde torsdag morgen, vel vidende at så var de begge klar til indpakning, når vi nåede lørdag morgen.

Stor var både glæden og overraskelsen da Bettina kunne pakke op. Og så kan jeg ikke være mere stolt eller tilfreds.

Og tusind tak til Henriette og Josefine, der gjorde projektet muligt.