fredag den 16. august 2013

Lektier


Trods mathed er ugen gået forbløffende hurtigt. Pludselig er det fredag og weekend. Da klokken slog fire og jeg kunne låse af, var tiden nærmest fløjet af sted. Timen mellem fire og fem, der på alle andre dage er den sidste, kan føles afsing lang, mens en dag der slutter klokken fire er omvendt kort.

Helt fri har jeg ikke. På mit bord ligger en mængde sider fyldt med bogstaver, jeg gerne senest mandag skal have læst og forstået. Hvis jeg så endda har sat gule streger rundt omkring, kan jeg ende med at se forberedt ud.


lektier


Sider om budgetter, foreslag og den nye skolereform. For ikke at glemme de hundredesekstens siders foreløbige kommunale budget, der afventer høringssvar. Dem har jeg ikke printet ud, men min nye bedste ven, var med da jeg skimmede kiggede skimmede samtlige sider igennem, uden rigtig at kunne sige jeg forstod noget af det. Pænt opsatte kolonner og tabeller fyldt med tal. Jeg plejer ellers godt at kunne gennemskue tal, med der stod jeg af.

Og hvorfor skal jeg så læse alt det, kunne nogen måske fristes til at spørge. Jo det skal jeg, fordi jeg lige inden sommerferien sagde ja til en udfordring, som jeg er bange for både kan blive udviklende, spændende og voldsomt enerverende og forfærdelig.

Skolen har to personalerepræsentanter i skolebestyrelsen. I fælles overenskomst er det for længe siden besluttet at den ene kommer fra lærergruppen, den anden fra pædagogerne. Da vi lige inden sommerferien havde valg, og den daværende rerpæsentant fra pædagogerne sagde stop, dukkede tanken op igen om, at det kunne være et spændende forum at slå sine folder.

Da ingen andre havde lyst, tid eller overskud var det nemt at blive valgt. Måske i virkeligheden det nemmeste.

Selvom det kræver noget hjemmearbejde, tror jeg det bliver spændende. Jeg tænker også det kan blive spændende at være med i første række, når den nye skolereform skal implementeres. Og det havde jeg ikke engang tænkt før sommerferien.

Dengang tænkte jeg mest at det kunne være udviklende for mig. At det kunne være godt at sidde i et forum, hvor jeg uden tvivl kommer til at skulle sige ting, som de andre ikke nødvendigvis vil kunne lide. Et forum, hvor jeg kan øve mig i at tale højt. Et forum hvor de andre ikke nødvendigvis behøver at kunne lide mig (jeg er nemlig sådan en der helst vil have at andre kan lide mig) og et forum, hvor jeg som udgangspunkt vil fremsige egne holdninger, men kan gemme dem bag et helt hold af fællesskab og kolleger. Et forum, hvor jeg kan lære noget, men forhåbentlig også være med til at sætte mit lille aftryk på et større hele.

Første møde er på tirsdag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar