mandag den 26. september 2011

Et større brød end forventet


Måske er det for længe siden, jeg sidst lagde puslespil. Måske er det al den snot, der har samlet sig i mit hovede. Jeg går ellers rundt og vigter mig af, at jeg aldrig er syg… Og så må jeg indrømme, at det ikke er mange uger siden, jeg sidst kunne finde mig omgivet af brugt snotpapir i lidt for lange baner.


På vej


Heldigvis forsvinder det igen. Og måske må jeg se i øjnene at det er blevet tid til uldne strømper og lidt varmere sko. Imens vokser puslespillet, der dækker det meste af spisebordet, og ikke særlig genialt har ulagte brikker over det hele.

Jeg synes ellers jeg fandt et billede med nok uro, for ikke at alting skulle ligne hinanden. Hvad jeg ikke tog med i betragtning er, at et billede malet mest af alt sort i sort, giver temmelig mange grå brikker. Jeg skal nu nok blive færdig. Måske tager det bare lidt længere tid.

Måske er det bare al den snot – der heldigvis er på retur. Jeg indrømmer blankt, at jeg føler mig en hel del mere uintelligent og klart tænkende, når hovedet er fyldt med andet, end almindelige tanker.

Dagen starter med møde med studievejledere og rådgivere på Hotel- og Restaurationsskolen. Med en Ungersvend, der endnu ikke er fyldt atten, har jeg lovet at tage med. Altså må alting fremskyndes, inden vi om lidt er på vej.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar