Valby tur - retur

Mødet gik hurtigere end forventet, og tanken om at fortsætte direkte på arbejde forpurret af en glemt pung. Nu er jeg hjemme igen, har tid til en tur i køkkenet og glæde over smil og positivitet hos studievejledere på ungdomsuddannelser.

Med temmelig meget skoletræthed og en insisteren på at fortsætte direkte på Hotel- og Restaurantskolen, kom det ikke bag på mig, da første advarsel tikkede ind. Det kom ikke bag på mig delvis fordi folkeskolen, der ellers gjorde hvad de kunne, ikke for alvor byder på konsekvenser, når udeblivelse bliver for stort et problem. Folkeskolen skal gennemføres, uanset lyst eller vilje. Jeg har ikke nogen løsning til, hvad der ellers kunne have været gjort. Jeg oplevede et system, der faktisk gerne ville – i hvert fald, da det først tog fat.

Anderledes ser det ud når talen falder på videregående uddannelser, eller for den sags skyld arbejde. Kommer du ikke, er det ud. Sådan er det, og kan du ikke tåle lugten i bageriet og mere i den dur, så er den ikke længere – sådan skåret groft ud.

Så dage uden skole, var blevet til flere dage uden skole, selvom det ikke var det, der blev sagt hjemme. I dag var så møde. Jeg valgte at tage med, hvilket kun blev modtaget med glæde. Et opslag viste, at advarsler somme tider har deres berettigelse, somme tider kan være et wakeup call, der betyder noget, for siden modtagelsen har alle timer været besøgt.

Aftaler blev indgået, Ungersvenden vil stadig og ønsker at deltage og som en sidste krølle på halen, viser der sig et sikkerhedsnet, der er rart at kende til, men som forhåbentlig ikke bliver nødvendig.

Så længe attenårsgrænsen ikke er nået, er der gode muligheder for forældresamarbejde, og det er noget studievejledere sætter højt. Jeg er tilbøjelig til at give studievejlederstanden ret.

Siden kørte vi hjemad. Ungersvenden strandede i Valby, for selvom der var det meste af to timer til mødetid, var der lige en cykel, der savnede lidt omtanke.

Jeg er sikker på han lærer det hen ad vejen. Den gamle lækre cykel med udvendige gear havde han helt styr på. Men når lækre cykler ikke låses fast forsvinder de, og så kan man være heldig at overtage det fædrende ophavs indkøbte – også rimelig lækre cykel – der aldrig rigtig er blevet brugt. En cykel med indvendige gear og knap så nem at gennemskue når hele baghjulet skal af og ny slange skal på.

Det lykkedes ham dog at både skille og samle i aftes. Morgens tur viste så at samlingen måske ikke var helt efter foreskrifterne. I hvert fald hakkede gearene, ville ikke længere op end halvvejs i antallet og baglygten sad den forkerte vej.

I håb om hjælp stoppede han ved cykelsmeden, men jeg kørte videre. Samme cykelsmed grinede noget, påpegede et baghjul, der ikke rigtig kan mere, og lovede at fikse alting inden i morgen. Jeg lovede at betale, og nu sidder Ungersvenden så et sted i Valby, med udsigt til at gå hjem og venter på timestart.

Nogen gange er det måden at lære på – det ved jeg, af (helt andre) erfaringer…