Dagen for dagen

For de fleste af os, den store dag. Dagen hvor demokratiet slår til og alle har muligheden for at være med. Den store test.

For andre en anden slags test. Ungersvenden er netop kommet hæsblæsende ind ad døren, efter den slags test unge på ungdomsuddannelser kan udsættes for. I dag var det førstehjælp. Det var svært at komme op i morges og egentlig var han mere end sent på den, da han lige så hæsblæsende som hjemkomsten, stormede ud af døren tidligere.

Han bestod, er tilfreds og fik endda glæde af valgkampen, der gav ham gratis morgenmad, da han stod af i Valby. Han kunne ikke huske hvem, den glade giver var, og for en gangs skyld stoppede han ikke og snakkede om et halvt års for meget ungdom til at kunne sætte et kryds.

Det er vi andre der kan. Jeg har altid stemt, har altid vidst hvor min overbevisning skulle sættes. Også denne gang, men noget nyt er dukket op.

Mens en stor del af min omverden glæder sig til den dag det hele er slut, har jeg fået smag for politik. Måske er jeg ved at blive voksen, måske er det noget helt andet. Men jeg synes det er spændende.

Ikke den mudderkastende del. Eller når den ene står og tuder over den anden. Det kan jeg godt undvære. Men selve ideologierne bag. Tankerne og hvor det hele bærer hen.

Jeg er ret sikker på at en del af min interesse er underbygget af kommentatorer, der ikke umiddelbart vælger side, men forklarer og fortæller. Mennesker der sidder og skærer ud i pap, eller ekspolitikere der ikke længere har noget i klemme. De kan fortælle og virkeliggøre på en anden måde, end de, der står midt i kampen og hurtigt ender med at glemme egne overbevisninger til fordel for at sable andres ned.

Jeg kan ikke forklare hvorfor, men jeg synes det er spændende.

Om lidt vil jeg sætte et kryds.