tirsdag den 20. september 2011

Vintervarme


Hvis jeg havde råd, ville jeg gå i Angulus om vinteren… sikkert også en stor del af resten af året. Men det har jeg ikke.

Til gengæld har jeg et Tøsebarn, der brugte en del af søndag eftermiddag hos Søsteren min med reklamebladring. Ønsket var vinterstøvler. Undervejs stødte hun på Bilkakataloget og nogen gange har man jo lov at være heldig. Så jeg vovede forsøget, sadlede cyklen og tog det plagende Tøsebarn på ryggen til en tur mod Hundige.

Måske er det nemmere at tage til Fields herfra, men jeg har en ide om at Bilka i Hundige er størrer og jeg ville ikke risikere at mulighederne var udgået. Samtidig kunne jeg piske Emilie hele vejen ned ad Hvidovrevej – i modvind – for hvorfor tage bussen, når vi kunne cykle til stationen.


Vinterstøvler


Vi kunne selvfølgelig have stået af i Ishøj, hvor der også ligger en udgave af storsalget, men min barndoms Bilka er i Hundige, og med en smule nostalgi ønskede jeg et gensyn. Det er mange år siden, jeg sidst satte fod i centret, der dengang aldrig hed andet end Hundige Centret, men nu har skiftet navn til det noget mere maritime Waves.

Jeg var faktisk imponeret. Selvom der stadig mangler lidt rundt om, er det et langt mere indbydende center end jeg husker det, og så ligger fredagssliksudsalget stadig på hjørnet i den allerældste del, lige over for indgangen til Bilka. Dengang jeg beboede området, havde grillen i selve Bilka i øvrigt den bedste softice i området. Om det siger mere om min kvalitetsbedømmelse dengang, eller det rent faktisk var sådan, vil jeg lade stå hen i det uvisse.

Vi gik efter støvler. Udvalget var en smule overvældende, specielt når alle de grimme/upraktiske/ubrugelige skulle sorteres fra. Emilie fokuserede mest på støvler af en art, jeg under ingen omstændigheder ville betale… noget med tynde såler eller alt for høje hæle… mens jeg forsøgte at skille fårene fra bukkene.

Op dukkede et par vintervarme tunge alt for fornuftige støvler, der var nedsat til en grinagtig pris, og som jeg vidste Ungersvenden gerne vil rende rundt med – tjek for vinterfodudstyr til Daniel. Langt sværere var det med Tøsebarnet, der igen og igen fandt udstyr, der ingen menig giver i sammenligning med vinter.


Vinterstøvler


Mens Tøsebarnet rendte rundt langs hylderne med teenagedrømme, stod jeg pludselig foran et par støvler, der ikke bare så praktiske ud, men som også var rare at have på, virker afsindig varme, faktisk er pæne og forhåbentlig kan stå fast. De fandtes i to udformninger og jeg håbede straks at den ene ville vinke til Emilie, mens jeg hellere end gerne iførte mig den anden.

Med ikke bare sort, men også en sølvgrå, var der endda mulighed for farvevalg. Den sølvfarvede var lidt sej, men umiddelbart ville jeg hellere den sorte. Indtil Emilie dukkede op, også kunne se muligheder, ville have den samme model som jeg – og selvfølgelig også i sort.

Altså valgte jeg om, og har nu sølvfarvede fødder til vinter. Så må vi bare håbe, ikke alt for mange lægger mærke til, det er samme model vi render rundt med til den tid.

I øvrigt fik hun også et par af de tyndsålede, langskaftede, men uden hæl med hjem. Jeg lagde allernådigst ud, med krav om tilbagebetaling så snart første månedsløn ligger klar.


Vinterstøvler

4 kommentarer:

  1. Herlige indkøb. Man kan godt finde gode ting i Bilka og lignende steder :-) Nu kan vinteren bare komme!

    SvarSlet
  2. Det kan man nemlig Dorthe, det gælder bare om at holde øjnene åbne :)

    SvarSlet
  3. Hvor er de skønne, Penille, du bliver sej til vinter!

    SvarSlet
  4. Det håber jeg i hvert fald, Madame :)

    SvarSlet