Jeg har altid ment at det er vigtigt hjemmet bakker op om skolen, for at barnet kan få den bedste oplevelse af skolegangen. Det er bare ikke altid virkeligheden.
Jeg har ind imellem oplevet lærere, der har sagt eller gjort ting, jeg er nødt til at reagere på. Som regel kan det gøres udenom barnet, så vi ikke sidder herhjemme og stempler en lærer som dum eller noget der er værre, inden problematikken er fulgt op og alle ender nået.
Somme tider virker den hensigt bare heller ikke. Når barnet kommer hjem med oplevelser med ubehagelige følelser til følge, er jeg som forælder nødt til at bakke barnet op, og snakke om at det måske ikke havde været den mest hensigtsmæssige reaktion fra den voksnes side, eller, at jeg bestemt ikke synes det er følelser barnet skal sidde tilbage med.. Og så igen reagere og tale med læreren.
Generelt er det ikke noget der sker særlig tit, og som hovedregel har oplevelserne bundet i misforståelser, der senere kunne rettes ud af en snak lærer, barn eller forældre imellem. En snak der igen opretholder en god tone skole og hjem imellem og som giver barnet tro på at skolen er et godt sted.
I går stod jeg pludselig med et barn, der følte sig overfaldet, angrebet og svigtet at en lærer. Med så tydelige følelser, var det svært ikke bare at kalde læreren dum og idiotisk. Jeg prøvede virkelig. Jeg gik rundt om mig selv i timer, inden jeg fik skrevet et brev og endnu et til klasselærerne – bare fordi jeg synes det var det mest fornuftige.
Umiddelbart synes jeg læreren havde overreageret, men kunne samtidig godt forstå bekymringer og spørgsmål. Jeg ville bare have ønsket bekymringerne var blevet rettet mod mig, i stedet for barnet, der stod tilbage og følte sig forkert.
Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, men den reaktion der senere opstod går stadig over min forstand. En reaktion, der i første omgang tændte mig af, men senere snarere har givet mig en voldsom lyst til ukontrollerede hvinende grin.
Inden jeg nåede noget som helst, oplevede jeg en skoleledelse, der greb ind, viste sig sit ansvar voksent og har overtaget en hændelse, der pludselig havde grebet om sig til et omfang af voldsomme dimensioner. En ledelse der viste sig langt mere kompatibel, end jeg umiddelbart havde tænkt at skulle opleve.
Tak for det.
Godt der var en ledelse, der tog affære. Og jeg er så enig med dig i dine betragtninger. Vi har heldigvis ikke haft brug for at reagere overfor lærere, men et barn skal altid føle sig hørt og forstået af sine forældre. Det er jo ikke det samme som at svine læreren til, som jeg desværre har oplevet alt for mange eksempler på i mine børns klasser.
SvarSletNoget andet er, når de kommer i gymnasiet, der har vi taget snakken om hvordan den unge skulle reagere, når de og vi syntes, der var reageret uforståeligt.
Jeg følger din blog jævnligt, men du kender mig ikke....Jeg føler dog at jeg kender dig på denne måde. Og på mig lyder du som en totalt ansvarlig og god og varm mor, som din dejlige pige kan være glad og stolt over. Og hvor var det godt at der blev grebet ind fra ledelsens side. Der er disse uretfærdigheder i vores liv fra skoletiden, som vi allesammen bærer lidt på, og som præger os. Dem skal der ikke være nogen af! Det skal et barn ikke slås med.
SvarSletDu er god...Det var bare det jeg ville sige....
Mange hilsner en bedstemor på 62
Tove
Lene, nogen gange bliver jeg i tvivl om jeg reagerer for ofte, men når jeg oplever ungerne blive kede af det, er der nødt til at ske et eller andet.
SvarSletVi er ikke nået helt til gymnasietiden endnu, men vi nærmer os hastigt og der er ingen tvivl om, at jeg kan mærke måde at blande sig på bliver anderledes hen ad vejen, netop fordi ungerne bliver større og tænker andre tanker end tidligere.
Jeg tror det er vigtigt at tale med dem om deres hverdag, både på godt og ondt.
Tak Tove, du er velkommen til at læse med.
Jeg prøver og det er dejligt at høre, det ikke lyder helt forkert, det jeg gør. Til tider føler jeg, jeg fejler. Men hele tiden synes jeg, jeg vokser og lærer. Både når det handler om mig selv, men bestemt også når det handler om mine børn :)
Jeg kan tilslutte mig Lenes kommentar og vi er vores børns forældre og advokater. Nogengange må de selv reagere og andre gange må vi forældre gøre det. Jeg er engang gået så langt som til at bringe en skole på den anden ende for at kræve en lærer fyret efter han var gået amok på mit barn - kun fordi det lykkedes hende at flygte og han selvom han løb efter ikke kunne indhente hende. Det var blot en i en lang række af situationer hvor han havde overskredet børns grænser med sin adfærd - så snart jeg kontaktede de andre forældre, væltede historierne frem og han blev fyret.
SvarSletHeldigvis er hører mit barns historie til sjældenhederne, og det er godt at høre ledelsen på dit barns skole har grebet ind. Og som du skriver er jeg også vokset og har lært en masse af at have børn. De er det største lærermestre man kan ønske sig. Og de er i grunden så kloge når man spørger hvad der skal til, og om det er nu man skal gribe ind eller vente og lade dem selv gøre det.
Gitte, jeg får det helt dårligt af at læse din historie. Heldigvis var vi slet ikke derude, og jeg er glad for at høre, der blev grebet ind i sidste ende.
SvarSletDu har ret, børn er tit gode til selv at løse konflikter, hvis bare der bliver givet plads og tillid. Og ind imellem kan det være svært at vurdere hvornår der skal gribes ind eller hjælpes.