Stolthed

Da taskefoldningen i december var på sit højeste, foldede Emilie hele to tasker.

Det var svært og hun var ved at give op flere gange, men de blev færdige og stoltheden stod om hende.

Visheden om at hun kunne, fik hende til at folde endnu en taske, der endte som julegave til en af barnefaderens venner. Det var lige før den ikke blev færdig og hun var igen ved at give op, men endte med at gennemføre – og det endda med en væmmelig mor, der gerne kom med opmuntringer, men pure nægtede at folde eller samle andet end samlingerne, der er lidt for svære.

Vel hjemme fra juleferien og med selvværdet på toppunktet efter at gaven i den grad var blevet beundret, faldt hun over en rulle bogbind, der ikke var blevet brugt. Med bogbindet som udgangspunkt gav hun sig i kast med endnu en.

Mindre end en uge tog det hende at klippe, folde, samle og sy – den væmmelige mor ville heller ikke sy hverken sider, bund eller lynlås.

En skulderrem blev snoet og en lillebitte knytning sat i lynlåsen, og så var hun ellers klar og ikke til at skyde igennem.

Selvom de første faktisk var rigtig flot udført, mener hun selv at denne er den flotteste, hun til dato har lavet. Jeg synes det er stort at kunne se sin egen fremadrettede udvikling.