Status

Min computer er syg… som i dødeligt!

Længe har den skrantet – først det ene, siden det andet.

Mange er de gange, den har været helt nede, sagt mærkelige lyde, for siden at få kunstigt åndedræt og en ny mulighed med tab af alle data til følge.

Til sidst gik harddisken og en ny blev installeret – alt var godt. Troede vi.

For så udeblev lyden. Den der biplyd, der lyder ganske kort efter opstart, og som betyder noget i retning af .. “Ja, ja jeg er på vej!” … Helt væk var bippet.

Ny Blæser sagde Anders og pligtskyldigt cyklede jeg efter nyt. En temmelig tåget betjening af en computernørd, der først åndede lettet op, da jeg kunne vise ham en blæser, der tydeligt ikke længere ville dreje rundt og forvissede ham om at kvalificeret dækning til sammensætning fandtes derhjemme… ser jeg virkelig så blond ud.. eller var det den medbragte blæser og ordene om at jeg skulle have en ny, der afslørede min noget ringe kunnen ud i computerens indre..?

Men det var ikke nok, og mens jeg brugte weekenden med alt for lidt søvn, 17 unger, alt for meget mad, lange gåture – der kun bliver længere med spørgsmål om hvor langt der er (til det forjættede land med slikindkøbsmuligheder), alt for lidt søvn, limbo, sjov, skæg og tårevædede konflikter klokken alt for sent, brugte Anders weekenden til møjsommeligt at pille den ene del efter den anden fra min computer til sin egen, for derefter at starte op – kun for at kunne konstatere at både RAM, strømforsyning og hvad delene nu hedder alle fungerer perfekt. Tilbage er så bundkortet og CPU’en… Åh gru. Og åh vente til efter den første…

Så jeg er flyttet igen. Denne gang noget mere hardcore. Min harddisk sidder nu i Anders’ computer, men da både hans og min harddisk indeholder Windowssystemer kunne den ikke finde ud af at starte, før Anders’ ikke længere havde forbindelse. Lige nu betyder det så at vi begge kan være i vores egne systemer – bare ikke samtidig. Men med sluk, stik ud og ind og tænd igen, kan hele systemer skiftes… måske ikke let – men muligt.

Og nødvendigt, fordi mit system indeholder alle de oplysninger jeg behøver for at kunne redigere og arbejde hjemme – i hvert fald den ene gang om måneden, det sker!

Uden mulighed for netadgang – eller i hvert fald en noget ringere adgang – oplever jeg bloggen og bloggeriet som amputeret og trådt i baggrunden.

Lysten er der, men det virker ikke. Jeg får ikke læst hos andre – skimmet lidt en gang imellem. Kommentarer er en saga blot, og mine egne indlæg mangler ord. Jeg føler mig ikke rigtigt hjemme, selvom jeg gerne må bruge løs af Anders’ maskineri.

Jeg skriver ikke alt – langtfra, men det jeg skriver skal være ægte. I de sidste mange indlæg jeg har skrevet, har jeg manglet noget. Det bliver i højere grad en opremsning end ord og lyst og ægthed.

Jeg vil have ægtheden og ordene tilbage, men jeg får dem ikke før jeg igen har foden under eget tastatur. Tror jeg. Føler jeg. Lige nu.

Jeg ved jeg kommer igen – og i mellemtiden hygger jeg med garn, dejlige mennesker og en viden om at efterårsferien står i familiens tegn, at vi skal ud af døren og afsted mod Århus og de skønneste af de skønne.

Jeg glæder mig.