Ovenpå igen

Efter to dage med alt for lidt gennemtræk er der endelig hul igennem, og jeg har besluttet at nu er jeg rask.

Jeg er nærmest sindsyg, efter at have været spæret inde, og med en afsindig lyst til ulækre burgers fra den nærliggende amerikanske kæde… kan ikke være godt!

Til gengæld trænger jeg i den grad til at komme ud, og når morgendagen så oven i købet byder på kursus af den spændende slags, så er jeg hermed erklæret rask.

.. Men al den rengøring og oprydning jeg havde forestillet mig at ligge for dagen, mens Emilie er på ferie.. den har jeg altså ikke set meget til endnu.. Der er stadig dage.. så der er vel egentlig også stadig håb.

Til gengæld har jeg hørt historie.. og strikket på tæppet, der i umindelige tider har ligget i kurven, kun for at blive en enkelt pind eller to længere med lange mellemrum.. Nu er der pludselig en ende i sigte, og hyggeligheden med at sidde med det er tilbage. Når det så samtidig er så stort at det kan varme tæerne, mens jeg strikker, det gør ikke oplevelsen ringere.

Tanker om sokker har svirret, men er endnu ikke helt på plads… gad vide om kursus er foreneligt med sokkeudkast, der muligvis ender med at blive pillet op.. jeg er ikke helt sikker, men noget skal jeg finde…

Historien er en helt anden historie. For mange år siden yndede jeg at låne lydbøger på biblioteket. Det var dengang jeg endnu ikke havde vovet mig ud af børneafdelingen og jeg skulle overtale bibliotikarene til at tro på, jeg ikke kunne læse – for lydbøger var ikke for alle og enhver.

Tiden gik, og bøger blev noget jeg læste – selv. Længe har jeg tænkt tanken om lydbørgerne igen. I forsøget på en stille opstart, lånte jeg to bøger for et et stykke tid siden, der så ud som nogen, der ikke krævede den store tankevirksomhed. Jeg er nemlig bange for at jeg ikke vil høre alt, og ikke være totalt fokuseret hvis jeg lytter, frem for selv at læse.

I min noget omtågede tilstand de sidste dage, sprang jeg på og har efterhånden hørt over halvdelen af den første. Nogen særlig god bog, er det ikke… Meget langsom, ikke nogen særlig bemærkelsesværdig oplæser og en handling, der stadig ikke rigtig er kommet i gang… men sjovt nok lige det rigtige, når jeg alligevel ikke formåede at høre ordentlig efter.

Jeg er næsten kommet til at holde af oplæseren, der ind imellem udtaler ord på en måde, så jeg stopper op og studser, og historiens meget langsomme tempo, som aldrig var gået, skulle jeg læse den selv, passer mig egentlig fint, når jeg samtidig kan strikke.

At resten af familien så mere eller mindre har været tvangsindlagt til at høre med og sender mig forfærdede blikke, er måske knap så godt…. Jeg har overvejet om ikke headsettet fra computeren skulle kunne finde et stik på bagsiden af anlægget.. men kun overvejet – hurtigere er jeg stadig ikke.