Shrek den lykkelige

Når ens chef har et fritidsjob i den lokale biograf og i ferierne arrangerer særforestillinger kun for SFO’en, så kan man hurtigt tage et barn ved hånden og møde op – også selvom ens ferie er begyndt og barnet er langt over seksten år. (Når bare barnet faktisk gerne vil med).

Sådan fik vi set Shrek den lykkelige, om hvordan den stakkels trold havde det hele, men ønskede alt det andet og derefter skulle så grueligt meget igennem, før lykken og fordrageligheden igen kunne opfyldes.

Når man så sådan dukker op midt i ferien, er det slet ikke dårligt at have en kollegas revnede bukser liggende og endelig finde ud af hvordan de kan repareres, så ikke det ser alt for tåbeligt ud, for derefter at kunne hive dem op af tasken og aflevere, som om man ikke havde andet at bruge fridagene på.

Efter filmen hastede barnet – der vist havde abstinenser efter computeren, og ellers synes filmen var god – hjem, mens jeg fortsatte rundt om hjørnet og fandt farvekort der kunne hjembringes til yderligere studier. For ønsket om nye farver, mens ungerne er hos barnefaderen, når ferien træder ind i de kommende uger, presser på.

Nu ligger de her så – farvekortene - og jeg har allerede valgt, og håber på velvilje overfor valget. Ved siden af ligger mit nye simkort – for sådan nogle kan åbenbart blive for gamle og nye kan tilsendes… Nu skal jeg så bare lige finde den der side på nettet, der kan huske hele telefonbogen, mens kortet skiftes og derefter tilbageføres… hvad var det adressen var?… Det må kunne slås op!