Frem med zebraen

For lææænge siden forelskede Emilie sig i et nøgle zebrastribet bomuldsgarn, der i første omgang via strikkemaskinen og barnet selv skulle omdannes til en tunika, hun selv tegnede og fortalte.

Det blev aldrig rigtig til noget og siden vi afskar en del af stuen til ungkarleværelse er der heller ikke rigtig plads til strikkemaskinen. Det var der egentlig heller ikke før, men mindre plads gør det bestemt ikke lettere.

Strikkemaskinen er derfor pakket væk på ubestemt tid… Formentlig indtil nogen af ungerne vælger at flytte hjemmefra og vi frit kan disponere over større dele af lejligheden… Altså, virkelig ubestemt tid…

I stedet kastede jeg mig over projektet, strikkede skørtet og forliste i ønsket om sort og manglende leveringer. Mens andre projekter så dagens lys, blev efterår til vinter og zebraen pakket væk med lovning på frempakning når naturen igen bød på varmere temperaturer.

Hjemvendt fra Bornholm og en færdig overslyngel rigere, fandt jeg posen frem, konstaterede at jeg faktisk havde fået købt det sorte, dengang for længe siden, men at tegninger og beregninger er forsvundet.

I samarbejde med Emilie nåede vi frem til, hvordan hun vistnok ville have den dengang. Nu havde hun andre planer, der ikke afveg voldsomt fra oplægget, men alligevel tvistede nok til at nye beregninger alligevel skulle til.

Mens jeg nåede frem til skuldrene, gennembladrede Emilie strikkebog efter strikkebog i jagten på det rigtige hullede mønster til ærmer. Og mens jeg startede på ærmerne, der stadig har lang vej, svansede hun rundt med sikkerhedsnåle og krøllede kanter og mener også den fungerer fint som den er nu.

Nu håber jeg bare der er nok af det zebrastribede til en hætte…