Sådan tre dage i Nakskov føles hurtigt som en weekendtur, og Victoria insisterede da også på at dagen hed søndag, da vi pakkede sammen og tog hjemad i dag.
Vi har hygget, Daniel har lavet mad, tøserne tegnet, regnet, grinet, danset og haft det sjovt. Så sjovt at Emilie stoppede hos søsteren min og bliver, inden hun i morgen eller dagen efter tager turen retur.
Lørdag gik vi en lang tur, langs banen, gennem Nakskov og endelig mod biblioteket og en godnatlæsingsbog. Tøserne lånte film, og da lørdag aften pludselig bød på regn i mængder, der tydede på voldsomhed, var det oplagt med film… eneste kurre på tråden var uenigheden om valget og kompromiser umulige.
Når enden så bliver en film, ingen af dem for alvor gad se, kan jeg undre mig – men dem om det. De hyggede under alle omstændigheder videre og endte alt for sent under dyner, der i heden blev kastet af.
Nu er vi hjemme igen, langsommelighed og masser af snak rigere og ferien stadig kun lige begyndt. Hvad de næste dage byder på er endnu uvidst. Jeg nyder og vælger at tage tingene som de kommer.
En smule strik blev det også til, men ikke nær så meget som Emilie kunne have ønsket.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar