15 år og fest

Ret præcis gik der 24 timer fra jeg gik ud ad døren i går, til jeg kom ind igen i dag. Jeg føler mig helt smadret, men det var forventet, så ingen ko på isen der!

Ingen stress og jag, alting blev nået. Kammeraten tog med ud og hjalp med at flytte rundt på møblerne, dække borde, spille bordtennis og computer.

Anders og jeg stod for maden, og frokosten undervejs. Mens duften bredte sig og ledte gæsterne på vej, havde vi tid til et slag billard (jeg skulle jo lige bevise, at jeg vist har øvet lidt mere end Anders på det sidste) inden de første trådte ind ad døren.

De kender stedet allesammen, der er efterhånden holdt en del fødselsdage i de omgivelser, så hurtigt blev rum, spil og karaokeanlæget indtaget, mens vi lagde sidste hånd på maden og alle blev bænket til Tortillas og glade stemmer på tværs af bordene.

Endnu engang ønskede jeg mig et kamera, der kan tage billeder, men I får et alligevel! Efter maden løb de allesammen ned i den lille sal og spillede et spil, der muligvis hedder “vi er lidt overgearede og skal lige afreagere”… Uanset, hvad det hed, virkede det vist.

En gang oprydning, opvask, forberedelse af dej til morgenboller og fremsættelse af snaks i form af både frugt, grønt, slik og chips, gav benene efter under mig og jeg begyndte at drømme om dyner. Der skulle dog gå lang tid inden vi nåede dertil.

Fordi jeg godt ved at 8. klasseunger gerne vil holde fest uden forældreindblanden, bosatte Anders og jeg os omkring køkkenet og Caféens to bedste computere. Så var der ellers frit spil i resten af klub og Cafe, endda med mulighed for lukkede døre og hvad de ellers kunne finde på. Det virkede også i længere perioder, altså lige bortset fra de perioder allesammen pludselig befandt sig rundt om os. Vi skulle dog ikke føle os alt for familieære, så uanset hvad vi kunne finde på at sige eller kommentere på, kunne ingen høre os.

Da klokken nærmede sig halv fire, kunne jeg ikke mere, og bad ungerne fortrække til den anden ende af området. Mit argument om at jeg ikke længere er 14, og skulle tidligt op og bage boller til morgenmaden, havde de fuld forståelse for, og i løbet af ingen tid forsvandt de allesammen. Jeg havde selvfølgelig også sagt, at jeg faktisk var ligeglad med om de sov, bare de larmede et andet sted, så jeg kunne sove!

Sove gjorde jeg – lige indtil klokken syv, hvor der stod bagning på programmet. Både de koldhævede boller og kanelsnegle inden jeg omkring klokken ni vækkede hele banden og krævede de stod op og og holdt hinanden med selskab om bordet.

For selvom de havde planer om at være oppe hele natten, havde de alligevel måtte kapitulere undervejs og det syn der mødte mig, fik minder om ungdomsdrukfester til at blegne. De lå ikke bare oveni hinanden, men også siddende ret op og ned i stole, eller liggende på en hård bænk, eller sågar gulvet. Dyner var der ikke mange, der havde fundet frem, og de fleste var vist stadig fuldt påklædte.

Det var en temmelig søvndrukken og stille flok, der spiste morgenmad. Ikke længe efter dukkede de første forældre op til afhentning og vi fik ryddet alt tilbage, fejet, vasket mere op (godt vi har en effektiv opvaskemaskine), flyttet tilbage og lagt alting på rette sted, før turen gik hjem gennem en stille finregn og en modvind af den slags, man egentlig ikke mærker, men får mig til at undres over hvor langsomt jeg kører :)

Hjemme har amaryllisen brugt tiden alene, til at formere den ene knop til fire og jeg er klar til at indtage sengen et par timer, eller måske tage en tur rundt i blogland, til læsning, der ikke involverer kommentarer, for min hjerne er efterhånden lige så ombygningsklar eller helt stået af, som mange 7. og 8. klasses elevers er – måske jeg er blevet smittet :)

Og tænk, jeg havde naivt nok taget strikketøjet med, men ikke så meget som en enkelt maske blev løsnet. Der sker nok heller ikke mere på den front i løbet af resten af i dag, som er en af de dage, jeg glæder mig over Emilie har fundet hen til en veninden og lege…

Ha en dejlig søndag – min skal vist bruges på restitution :)