For et par år siden fik Emilie tilføjet Julie til sit navn.
Da vi sad hos den lokale kordegn, for at søge om navneændringen fortalte vi en historie, han i første omgang kategorisk nægtede som noget, der kunne have fundet sted.
Historien er sand, og Emilie fik tilføjet navnet.
Da Emilie skulle døbes, var det af en meget ny præst, der lige var startet i et vikariat.
Præsten var helt nyuddannet, og ville gerne gøre alting rigtig godt. Hun tog derfor på hjemmebesøg inden dåben, i stedet for bare at mødes i kirken og hun brugte meget lang tid på at fortælle om det lille stykke papir med barnets navn, der ville ligge på hjørnet af døbefonden.
Ved flere lejligheder var det nemlig sket, at fadderen af ren nervøsitet hevde glemt navnet på den lille ny verdensborger. Som en hjælp sørgede de fra kirkens side derfor for denne lille lap med navnet. Hun understregede flere gange at det ikke var for præstens skyld, for denne var selvfølgelig forberedt.
Men selv den bedste kan fejle, eller være nervøs. Da vi nåede dåbsdagen var der to små piger, der skulle døbes. Først blev den anden lille pige døbt – hun skulle hedde Julie.
Derefter var det Emilies tur. Min søster bar, og sagde højt og tydeligt hendes navn. Alligevel fik præsten døbt hende Julie. Jeg havde svært ved ikke at grine og selvom jeg prøvede at rette fejlen, gennemførte hun dåben uden at lade sig afbryde.
Efterfølgende undskyldte Kordegnen, og selvfølgelig hed barnet Emilie, dåbsattesten var jo skrevet på forhånd.
Jeg overvejede allerede dengang at få tilføjet navnet, men endte med at vente til Emilie blev stor nok til selv at vælge. Min fætter derimod, kalder hende konsekvent Julie, når vi ses!
Emilies andet mellemnavn – Eng – er et familienavn fra hendes fædrende slægt, som kun kvinderne må bære.
Når hendes far ikke havde navnet, var det ikke så simplet at få lov at bruge det. Det krævede derfor en ansøgning med medsendelse af dåbsattester og vielsesattester flere led tilbage.
Det var meget sjovt dengang at opspore alle de attester. Heldigvis gik ansøgningen fint igennem, men først efter dåben.
Det var en pudsig historie - og sikke en indflydelse at få som præst ;o)
SvarSletOg utroligt, at det kunne være så kompliceret at få lov at bruge sin families navn - det er vist blevet enklere nu.
Hvor er det da en sjov og pudsig historie:)
SvarSletDet er nemlig en rigtig sjov historie, vi har grinet af mange gange.
SvarSletI tidligere tider havde præsterne vist en del mere indflydelse end i dag, hvor dåbsattesten skrives inden dåbes. Min farmor fortalte engang, at hun var blevet opkaldt efter et ældre familiemedlem, der hed Ane, men præsten havde skrevet Anne, så det var det hun hed!
Selvfølgelig skal hun hedde Julie til mellemnavn :)
SvarSletDet er da det hun skal, Frederikke :)
SvarSlet