Kryb og andre sjove væsener

Emilie er formentlig ikke meget anderledes end andre trettenårige, der gerne vil være stor med de store og samtidig endnu ikke er helt ovre barnestadiet endnu. På vores tur ud i naturen gav det sig udslag i, at hun det ene øjeblik skreg op over klamme dyr og småkravl, mens hun det næste aede temmelig store kravlende biller.

Der er mange forskellige dyr at finde ude i skoven. Snegle, biller og guld- og sølvsmede var dem vi så flest af, men også små fine tudser dukkede op og der var ivrig studeren af bænkebidere og andet kryb, under Anders’ jagt på skolopendre.

Først på hjemturen så jeg den meget grumme trold, eller hvad sådan en hedder. Havde jeg set den noget før, ville den sikkert havde kunne skræmme livet af nogen, når først mørket var faldet på.

Undervejs mod søen, og samme vej hjem mødte vi kvæg, der er langt væk hjemmefra. Hvordan Texas Longhorns er havnet på en mudret indhegning i Nordsjælland er ikke til at vide, men mon ikke det har kostet både blod og tårer at få lov at opdrætte og holde sådan en bestand.

De værste kryb, var også de mindste. Ud over alle myggene, vi i højere grad mærkede end så. Først da turen hjemad for alvor var i gang og vi sad i Birkerød ved Madsens Iscafe, der absolut er et besøg værd og serverer de største is jeg længe har mødt, opdagede jeg fasthængende små sorte sataner på mit ene ben.

Emilie kunne hurtigt efter også fremvise og så gik den vilde jagt efter en tægefjerner, for Matas havde udsolgt og jeg mente bestemt at have set et apotek i modsatte ende af gågaden. Jeg havde set forkert, og efter at have spurgt kunne vi gå hele vejen tilbage og endelig få hevet de forhadte flåter af.

jeg endte med at finde fire, hvoraf en enkelt tabte hovedet undervejs og en nål måtte i brug ved hjemkomsten. Både Emilie og Anders kunne fremvise en enkelt, som begge meget hurtigt blev forvist middagsbordet.

det gode kan så være, at nu har vi en dims til at fjerne fremtidige kryb, så skal vi bare huske at tage den med, når vi tager af sted næste gang.. Ligesom det er en rigtig god ide at huske salt…

UPDATE: Madame, var så venlig at oplyse at det slet ikke er Texas Longhorns, der græsser i indhegningen. I stedet er det ungarske grå okser. Anders mente ellers og jeg troede på ham, men et billedeopslag viser tydeligt forskel :)

Hit med nogle sko

1. august tager Ungersvenden hul på det videregående uddanelsessystem, når dørene slås op til Hotel- og restaurationsskolen på Vigerslev Alle. I første omgang handler det om grundforløbet, der har flere muligheder for opnåelse. Mens jeg stadig hælder mod det lange forløb over fyrre uger, tror den  håbefulde at han snildt kan overkomme samme pensum over femogtyve uger. Hvem der ler sidst og bedst, vides endnu ikke…

Uanset grundkursets længde kræves der udstyr. Udstyr der ikke lige er til at hente nede om hjørnet. Kokkejakke og –huer er ankommet. Vi venter stadig på bukser og knapper, mens Anders’ lækre forstykke må holde for, når der spildes. Tilbage er så fødderne, som jeg ikke umiddelbart havde lyst til at handle til, uden mulighed for afprøvning.

Derfor tog vi til byen i dag. Heldigvis inden det for alvor begyndte at regne. Jeg håbede at kunne finde sko af den skridsikre slags, men sådan nogle hænger altså ikke på træerne. Vi endte med at opgive og har nu sendt endnu en bestilling af sted efter sko, der efter sigende skulle være af en fornuftig kavlitet, både i forhold til at stå fast og føddernes velbefindende.

Om han i sidste ende også skal udstyres med hårnet venter vi lidt med. Det står ikke på listen, og mon ikke han kommer langt med en elastik og en hue. Ellers køber jeg gerne net, til at holde lokkerne på plads.

Pind på pind

Den hvide dug skrider langsomt frem. Hver eneste omgang er nærmest endeløs. Endeløs både fordi der er afsindig mange masker, men også fordi jeg gerne vil videre till næste skridt.

Det er spændende at se mønstret vokse frem. Hvordan den næste pind og næste igen er med til at forme og udvikle. Men jeg kan ikke bare lige strikke den næste pind og endnu en. Hver eneste omgang tager timevis.

Jeg er alligevel spændt, og bruger timevis med den fine hvide tråd i skødet. Det er ikke et arbejde, der kan flyttes alt for meget rundt. De mange rundpinde stikker ud til alle sider og jeg ville være bange for at tabe masker, hvis jeg pakkede ned og tog det med mig. Altså er jeg mest spændt herhjemme.

Der vokser blomster frem. Langs det der engang bliver kanten. Der er endnu langt til kanten. Og det er heldigvis stadig spændende.

Gad vide hvad det er for en type blomst. Den mangler stadig øverste etage.

Tålmodighed.

Den lille brune

Da jeg var lille var den min. Sov hos mig om natten, var med om dagen. I mange år har den været udlånt til Emilie. Boet på værelset sammen med resten af samlingen.

Med teenageårenes kommen, er der ikke længere plads. Der er ryddet op – og ud. Kun de udvalgte har lov at blive tilbage.

Den blev afleveret med andagt. Er flyttet ind igen. Ved sengen. Med ophøjet overblik. Kommet hjem.

Nostalgi.

Bål

Lige præcis det sted i skoven vi landede, er der bålplads. Er der noget Anders elsker er det ild... Faktisk står der stadig en flammekaster på hans ønskeliste, og dengang han var i Hjemmeværnet, damn.. nej, Civilforsvaret på Bornholm, var det altid ham, der lavede de største bål og brande under brandmandsuddannelsen.

Vi var nærmest lige ankommet, da bålet blev sat i gang, og mens Anders passede luerne, kunne vi andre passende slå teltet op, og selvom vi havde medbragt sprit til de medbragte trangiaer og madlavning, nåede det aldrig at blive taget i brug, for det er meget bedre med mad over bål. Heldigvis kan gryderne snildt tåle ild, og da nogen havde glemt en rist, gjorde det muligheden for stabilisering lettere.

Helt alene var vi ikke, for mens vi sad og nød de sidste solstråler dukkede et andet par op. de havde været på tur rundt og endte ved søbredden sammen med os. Der er heldigvis plads til mange også selvom der ikke er lyst til den store selskabelighed. Vi hyggede os fint både sammen og hver for sig.

At vi kunne tænde bål, gjorde også aftenen ekstra hyggelig, med varme og liv i de efterhånden udbrændte gløder.

Gensyn med Sjælsø

Sidste år tog Anders og jeg alene afsted på en enkelt overnatning ved skoven ved Sjælsø. I år vil vi gerne have flere overnatninger i andre skove med fri adgang for teltning.

Snakken gik om en tur til Hven, medbringende Emilie, telt og det, der skal til for en enkelt overnatning. Emilie gad ikke Hven, men hun gad godt tage derhen, hvor vi var sidste år. Jeg gad stadig godt tage til Hven, men det behøver ikke være nu, så vi pakkede og satte af mod Sjælsø.

I første omgang hoppede vi på toget til Birkerød, og sjældent har jeg været så glad for banearbejde. Den ændrede køreplan i forhold til S-togenes skinnearbejde, betød nemlig at vi ikke skulle skifte undervejs, men blev kørt hele vejen fra Rødovre til Birkerød.

Vi havde egentlig provianteret hjemmefra, men da det gik op for mig, at jeg havde glemt SDkortet til kameraret, blev det tvingende nødvendigt med et ophold, og da Anders begyndte at fable om bålbagte bananer med chokolade og en skvat af den romfyldte bålflaske, blev opholdet endnu mere nødvendigt.

Det tog ikke lang tid at køre turen fra Birkerød til søbredden. Bevidste om at den lange tur vi planlagde sidste år, ikke ville bekomme teenageren vel, besluttede vi os hurtigt for den korte. Afskåret fra civilisationen har vi nydt det meste af et døgn. Selv Emilie synes det var ganske hyggeligt, selvom hun keddede sig flere gange og måtte indrømme, at sidste års billeder så hyggeligere ud end virkeligheden.

Hjemme igen er vi trætte, fyldt op og klar til absolut ingenting. Så lidt, at jeg er mere end sikker på, at når sulten på et tidspunkt nærmer sig, finder vi nok folk til det grove.

Jeg glæder mig allerede til at komme af sted igen.

Knive

Med våbenlovgivning på knivfronten er det let at blive i tvivl om hvad man må og hvad man vælger at gøre. Bare for at få svar og rent faktisk vide, valgte jeg en hurtig opringning til Vestegnens Politi.

Svaret er, at når jeg pakker min cykel med telt, sovepose, trangia, og hvad der ellers skal til en ferie i naturen, må jeg medbringe det der skal til, for også at kunne få noget at spise –selvfølgelig skal det ikke være de store Rambo-knive, som politimanden så smukt sagde det. Bare jeg sørger for at pakke dem forsvarlig, og helst i bunden af tasken.

Heldigvis passer det svar fint med vores egne overvejelser. Vi havde nemlig allerede besluttet at lade de største kokkeknive blive hjemme og i stedet tage de to små scanpanknive med, der smart nok er indehavere af skeder, så der ikke pludselig er skåret gennem noget, der ikke skal skæres i. For nok er de små, men de er skarpe.

Tilbage til pakningen…

Der kom en pakke

Jeg troede egentlig det var første del af kokkeudstyret til Daniel, der er bestilt og skulle ankomme i løbet af de nærmeste dage. Men så var den til mig.

Dengang for en måned siden, da jeg holdt fødselsdag fik jeg Lene Holme Samsøes, Mere feminin strik, ikke mindre end to gange. Henriette satte sig hurtigt på den ene og jeg fandt næsten hurtigere ud af, at jeg for samme pris kunne få en garnvinde.

Vinden blev bestilt, men var i restordre, så jeg stålsatte mig og forventede at vente længe.

Nu er den her.

Den er altså fin, og selvom jeg mest af alt har lyst til at kaste mig over garnopvinding, må det vente lidt. Vi skal nemlig pakke og ud af døren, helst mens der stadig er sol og dagen ikke for godt igang. Faktisk er vi vist allerede lidt bagud i forhold til planlægningen, men det gør ikke noget. Vi har ferie, og vi har god tid. Al den tid vi ønsker.

Jeg skal lige ae garnvinden lidt mere, så er jeg klar til at pakke…

Jeg bliver så træt…

Når først Daniel runder atten, er mit ansvar endegyldigt væk. Ansvar for samvær med barnefaderen vel at mærke. Men hvor fedt er det at stå med ansvaret fra den ene dag til den anden? Det må være bedre med et delvist ansvar. Et ansvar der skulle have været sat ind for flere år siden, efterhånden.

Men ting tager tid. Ting er ikke lige ubesværede. Så det blev nu. Med et halvt år tilbage.

Jeg bliver så træt, når det så også er forkert.

Jeg er åbentbart ansvarsløs!