onsdag den 19. september 2018

Krogerup Avlsgård


I de idylliske omgivelser omkring Krogerup Avlsgård, holder projektet Haver til Maver til. Foreningen af samme navn er en satellit af Årstiderne og handler om at udbrede kendskabet til og antallet af skolehaver.





Krogerup Avlsgård ligger i Fredensborg Kommune, og i samarbejde med kommunen kommer alle skolernes elever i 4./5. klasse på et skolehaveforløb på stedet.

Samtidig arbejdes der på at oprette skolehaver andre steder i landet - ambitionerne er store og handler om at få skolehaver i hele landet - helst hele verden.

Sammen med skolens grønne dame og andre interesserede fra store dele af landet, har jeg brugt dagen i de skønne omgivelser. Vi gør det igen i morgen.







Vi har hørt en hel masse om skolehaver, om stedet, set skolebørn i aktion, høstet i haver beregnet til gæster og lavet mad over bål i det imponerende udekøkken. Vi er blevet fyldt med ideer og inspiration, fået informationer om både praksis og teori. Måske lidt for meget teori og lidt for lidt praksis, men sådan var det vist nødt til at være.

Opgaven om bålet var skønt og gennemgangen af den PhD, den ene af underviserne har skrevet om udeskole, skolehaver og læring gav spændende resultater. Specielt at hendes forskning viste at elever der har haft udeundervisning mindst fem timer om ugen i en periode over ni måneder, blev bedre til dansk end de elever, der ikke havde været ude - og det selvom udeundervisningen ikke havde handlet om danskundervisning.





En anden spændende oplysning, som dukkede op i en snak om noget andet er, at undersøgelser viser, at efterhånden som skolehaverne er blevet udbredt, viser det sig at bybørn ofte ved mere om havebrug end landbobørn. Hvorfor er vist endnu ikke blevet undersøgt, men der er teorier om at når man bor på landet, har man en tendens til at tænke, at det ved børnene alt om.

Umiddelbart tænker jeg at det giver mening, og er sikker på at der kan findes andre eksempler i samme stil i forhold til bybørn.





I morgen er der kursus igen, og for at slippe for den lange tur hjem, endte jeg med at hoppe på toget til Helsingør, tage færgen over sundet og har indlogeret mig på et hotel hvor alle værelserne er temmelig store, delt i soveværelse og stue med minikøkken, kun cirka ti minutters gang fra færgen.

Jeg har allerede tænkt at det godt kunne lægge ryg til en fremtidig kæresteweekend.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar