Onsdagsmasker

Mens jeg har hygget mig med skolehavekursus, har Daniel og Amalie siddet på Rigshospitalet og ventet. Og ventet.

Jeg er glad for at vide, de har haft Amalies mor med, mens teknologien har holdt mig opdateret.

Babyen blev tiltagende ved at gylpe, i forbindelse med måltiderne. Til sidst var det reelle eksplosive opkastninger, og de endte hos vagtlægen, der sendte dem videre til børnemodtagelsen. Hele vejen blev de taget alvorligt, og rost for at have reageret så hurtigt.

Diagnosen endte med mavemundsforsnævning. Forbindelsen mellem mave og tarm er for trang, muskulaturen er vokset for meget og et lille snit, via en kikkert er løsningen. De blev overført fra Hvidovre til Rigshospitalet og ventede på tid til operationen.

Personalet har været fantastiske, og selvom de ved at ting tager tid, sygehusvæsenet er under pres, og mere akutte tilfælde skal først, er det hårdt at sidde og vente.

De ventede i går, de ventede i dag og på et tidspunkt, troede de, de skulle vente til i morgen. Men så var der plads, narkosen blev lagt mens jeg sad i toget på vej mod Helsingør, og inden færgen lagde til i Helsingborg lå han på opvågningen flankeret af sine forældre.

Den lynhurtige opkobling betyder at jeg ved, han er vågnet, han har spist og han har holdt det i sig. Som lægmand tænker jeg at det betyder, at operationen er vellykket. Ekspertisen beholder dem mindst fireogtyve timer, for at være sikre.

Ingen skal være i tvivl om, at jeg kører forbi på vej hjem fra kursus i morgen.


Men altså - tilbage til maskerne.

Vel ankommet og hotelinstalleret, gik jeg ud i byen, bredte mit igangværende strik og den medbragte bog ud på græsset i parken bag Kärnen og tog billeder til onsdagens afsnit i den lige nu uendelige følgeton.

















Læse:

Pludselig fik jeg hul på historien om Uhtred, der som barn bliver taget til fange af de invaderende danskere i 800-tallets England, og vokser op som en søn af vikingehøvdingen Ragnar.

Splittelsen mellem at vide han er engelsk men føle sig som dansk fylder en stor del af historien, som er ren fiktion, men bygger på historien. Forskellen mellem de forbeholdne kristne englændere og de vilde hedenske danskerne, gør historien spændende og giver karakter til persongalleriet.

Jeg er ikke nået langt, men jeg synes pludselig jeg nåede meget længere. Bernard Cornwell maler billeder og skildrer historien fint ved at bruge ældgamle stednavne, der visse steder får mig til at kigge tilbage og slå op på listen over oversættelserne og det tegnede kort.


Strikke:

Jeg er ikke færdig med tæppet, men jeg synes det var for stort at tage med.

I stedet strikker jeg kjole. Det har jeg gjort længe. Sidste år strikkede jeg Dionysus og tænkte at den ville være god som kjole. det tænker jeg stadig og hoppede på ideen da jeg faldt over en flok nøgler af økologisk bomuldsgarn til en billig pris.

Jeg er nået så langt, at jeg kunne stoppe og nøjes med en sommerbluse. Jeg har endda strikket kanter på ærmer og hals.

Men det vil jeg ikke, så jeg fortsætter. Og finder mig i garnet der er af den slags, der ikke kan holde et nøgle. Det går fra hinanden ligger i kager i bunden af projektposen, viklet ind i hinanden.

For ganske få øjeblikke siden har jeg viklet de to igangværende nøgler op til kugler. Somme tider er det, det der skal til.