Estonia

Midt i ferien tog vi til Djurgården. Vi ville se Vasa.





Fra hotellet gik vi op og op og op af trapperne til Stadshagen Tunnelbana. Herfra kørte vi med det blå tog til endestationen ved Kungsträdgården og gik op til sporvognene ved Normalmstorg.

Vi kørte med linie syv over Djurgårdsbron og stod af ved Nordiske Museet, sammen med mange andre, der alle gik mere eller mindre målrettet mod Galärparken. Vi gik med, fulgte skiltene og gik gennem kirkegården ved det, der engang var orlogsværftet i Stockholm.





Midt mellem gamle træer, grønne vækster og stilheden langt fra trafikken fandt vi mindesmærket for Estonia. Tæt ved vandet, med stadig i det grønne område væk fra de gamle værftsbygninger.

Udefra ligner det ikke rigtig noget. En retlinet stringent grå masse af sten. Indefra lukker det sig om beskueren, rummer stilhed, eftertænksomhed og er i al sin enkelhed et enormt symbol på en katastrofe, Verden i virkeligheden nok aldrig rigtig kommer sig over.







Vi tog os i at blive helt stille, mens vi gik rundt om det meget organiske træ midt i al retlinetheden. På de grå stenvægge står navn efter navn. I alfabetisk rækkefølge er hver enkelt person, der måtte lade livet ved forliset, listet op.

Så enkelt og dog så stort.