Vasa

I 1625 havde Kong Gustav 2. Adolf af Sverige været konge i omkring femten år. Han havde udkæmpet krige mod både Rusland og Danmark, men havde stadig en kamp at kæmpe mod Polen om Verdensherredømmet over Østersøen.





I hans regeringstid havde han udbygget den svenske flåde, men ville nu forøge med et imponerende skib, der skulle være krigsskibet over alle krigsskibe. Det skulle være fyldt med de fineste udskæringer og prydet med guld og farver i alle afskygninger, for at vise alverden hvor pragtfuldt et skib det var, og hvor mægtig en mand Kongen af Sverige var.

Kongen bestilte også tre andre skibe, men de skulle alle være mindre og har formentlig været sødygtige - i hvert fald melder historien ikke rigtigt noget om dem. Vasa derimod, skulle være kransekagefiguren på Kongens flåden og selvfølgelig også det skib, der skulle føre Kongen, når flåden skulle i krig.

Næsten alt hvad der kunne gå galt, gik galt under byggeriet af Vasa. Dels blandede kongen sig så meget, at det skib skibsbyggeren - en velanset skibsbygger fra Holland - var begyndt at bygge, slet ikke var det skib han endte med at bygge. Dels døde skibsbyggeren undervejs og hans bror overtog færdiggørelsen - i samarbejde med enken, der førte skibsværftet videre.





Kongen ville have to kanondæk - noget man ikke havde bygget før - og et utal af kanoner. Mange flere end skibet var proportioneret til. Da Vasa sejlede ud på sin jomfrurejse var der ikke mindre end fire og tres bronzekanoner fordelt ud over skibets to kanondæk (måske stod et par stykker af dem andre stedet - det fangede vi ikke lige).

Kongen ønskede et imponerende skib. Flagskibet over alle flagskibe og kom igen og igen med ændringer til skibets udformning - vel at mærke mens byggeriet stod på. Agterenden var hele tyve meter høj, rigt udsmykket med udskårne figurer, ligesom resten af skibet var fyldt med udskårne figurer inspireret af græske guder, romerske krigere og havfruer.

Vasa endte som et af de mægtigste skibe, der nogensinde var bygget. Hun målte ni og tres meter fra stævn til agterende og var tolv meter bred. Hun målte to og halvtreds meter fra køl til mastetop, havde tre master og kunne føre ti sejl. Det imponerende agterspejl var tyve meter højt, men hun stak kun fire en halv meter i vandet. Hun havde en kampvægt på et tusinde to hundrede tons.





Den ansvarlige for ballasten var selv nede og lægge hundrede tyve tons tunge sten til rette, for at være sikker på det alt sammen lå så tæt som overhovedet muligt. Han kilede stenene så tæt, at der ikke var plads til mere. Alligevel mente han ikke det var nok, og fortalte ved søforhøret at han havde været bekymret og sendt sin bekymring videre.

Den ansvarlige admiral testede skibets stabilitet ved at lade tredive mand løbe frem og tilbage over dækket. Efter tredie gang krængede skibet så meget, at han afbrød prøven.

Den dag Vasa sejlede ud på sin jomfrurejse, strømmede folk til fra nær og fjern. Kongen var i Preussen og slås, og nåede aldrig at se skibet færdigt eller sejle med det. Himlen var høj og vinden var let, da Vasa stævnede ud fra værftet ved Skeppsgården, sejlede forbi slottet på Gamla Stan og videre ud i skærgården.

Efter omtrent en sømil - ca tretten hundrede meter, krængede skibet, rettede sig igen og krængede endnu engang. Denne gang kom det ikke op igen. Vasa sank efter kun tyve minutters sejlads og på kun tredive meters dybde.


Der skulle gå tre hundrede tre og tredive år inden det blev bjærget.





I dag er Vasa ikke kun hovedattraktionen på skibets eget museum, der ligger på Djurgården, bygget op omkring en gammel tørdok fra det tidligere kongelige værft, men også en vigtig brik i forståelsen af skibsbyggeri i historisk perspektiv.

Vasa sank i saltfattigt vand, der ikke huser pæleorm. Heldigt, for pæleorm ser skibsvrag som en lækkerbisken. Samtidig er bunden af skærgården fyldt med iltfattigt dynd og de mange udskæringer, der var sat fast med jernnagler, som med tiden rustede væk, er velbevarede af at have ligget i dyndet. Til selve skibet var brugt nagler af træ, og derfor var det muligt at hæve stort set hele skibet i et stykke.





Vasa blev bjærget i 1961 og er blevet behandlet med kemi siden, for at kunne vedblive at hænge sammen. Bjærgningen foregik i meget langsomt tempo. Seks kanaler blev spulet under skibet, kæmpemæssige kabler blev ført nedenom og ved hjælp af to løftepontoner og hjælpeskibe blev skibet forsigtigt løftet og flyttet tættere og tættere på land, til det endelig kunne føres ind i destinationen - den åbne tørdok i det gamle værft.

Et utal af effekter er også blevet bjærget og der ledes stadig efter mere.



Ovenstående bygger på besøget på museet, på den ret informative lille film, der bliver vist på museet som bygger på retsudskrifterne fra søforhøret, på Vasas egen hjemmeside og på Wikipedia.