Farvel Far

Min far var en mand af få ord. Alligevel fyldte ord hele hans liv.

Jeg er helt sikker på det var min far, der lærte mig at læse, jeg kan ikke huske det, men han fyldte os med ord, han læste for os, og lærte os glæden ved biblioteket.


Min far var den eneste jeg nogensinde har mødt, der kunne sidde med en opslået bog, avisen på bordet foran sig og tekst-tv kørende, have styr på alle tre ting og samtidig kommentere på en igangværende samtale.

Vi testede ham flere gange, så jeg ved at han kunne – og så kan vi begynde diskutionen om hvorvidt mænd ikke kan multitaske....





Min far vidste alt, og jeg er ret sikker på at sådan har han altid været. Men selvom han vidste alt, har han ikke nødvendigvis delt sin viden. Han var introvert, og jeg genkender i den grad oplevelsen af ikke at være den første der rækker hånden i vejret, for at sige hvad jeg ved, bare fordi jeg ved.

Jeg forestiller mig, min far har ageret på samme måde.


Han fortalte flere gange historien om dengang han kom hjem med en karreterbog, hvori der stod: Bent følger ikke med i taktstavning. Hvis ingen ved hvad taktstavning er, handler det om at klassen staver i kor, mens læreren vistnok havde en taktstok i hånden. Eksempelt han gav os var abe – A, siger aaa, B, E siger be – ABE. Han kunne godt stave til abe og synes synes taktstavning var tumbet.

Min farfar synes det var ligeså tumbet og skrev efter sigende under med et stort sving.


Jeg er ret sikker på, at det ikke kun var taktstavningen, han ikke gad følge med i. Jeg tænker at han ligesom en del af sine børnebørn ikke fik udfordring nok, og ville have haft glæde af deres senere skolegang og tilhørende større udfordringer.





Da vi hentede de ting fra hans hus, som han havde udpeget som det han gerne ville have vi skulle have med videre, fandt vi også alle hans personlige papirer. Min far var som et barn af krigen nøjsom og smed aldrig noget ud. Måske derfor lå alle de gamle karakterbøger mellem soldaterpapirer, lastbilkørekort, svendebrev, gamle pas og eksamenbeviser.


Jeg fandt karakterbogen med udsagnet om taktstavningen og det store sving fra min farfars hånd. Jeg fandt også andre udsagn, der får mig til at tro, at jeg har ret. I et sammensurium skriver lærer efter lærer at Bent skal følge bedre med, at Bent ikke laver sit hjemmearbejde eller at Bent er uopmærksom. Enkelte har alligevel set noget andet – måske endda gennemskuet ham, en lærer skriver: Bent overrasker undertiden ved at kunne mere, end han giver det udseende af. En anden skriver slet og ret: Bent kan mere, end han giver udtryk for!





Efter realskolen, fortsatte han som maskinarbejder og var i lære på sukkerfabrikken, han tog et maskinteknisk kursus, læste teknikum og endte som ingenør. Her kunne han for alvor udfolde sig, blive set som en ener, og gøre tingene på sin egen måde.


I en anbefaling skriver en tidligere chef: … Hr. Christiansens løsninger af ham pålagte tekniske og kommercielle opgaver har altid været nøje gennemtænkte og ekemplariske. Han formår selvstændigt at fiksere et problemkompleks og sælge en løsning..


Der står mere i den anbefaling, men jeg tænker det her er essensen.







Historie var en anden stor interesse for min far – men det handler jo også om ord. - Det kan i øvrigt også ses i karakterbøgerne og eksamensbeviserne fra realskolen.


Min far flyttede aldrig til et nyt sted, uden at undersøge alt, hvad der var værd at vide om stedet ren historisk. Han ville vide hvor han boede, og havde han ikke fulgt op på historien, ville jeg aldrig have vidst at dengang tyskerne besatte Bornholm og slog hovedkvarteret op i Hafniahus – for enden af Byledsgade – havde modstandsbevægelsen til huse lige under næsen på dem – i baggården ved siden af det gamle pottemagerværksted min far og Lise boede i.

På samme måde tog min far os aldrig nogen steder hen, uden der var et historisk islæt. Om det var Gåsetårnet, Vasa i Stockholm eller Kontiki i Norge. Og jeg kan takke min far for min historieske interesse. Jeg kan stadig huske dengang han havde os med inde og se ruinerne af det gamle Christiansborg, under det nuværende. Jeg tror det var noget af det første han slæbte os med til, og jeg er sikker på han fortalte om både det ene og det andet, men det eneste jeg kan huske er de lidt uhyggelige røde murrester under jorden og de billeder jeg selv skabte, da snakken faldt på toiletbesøg og hvordan det foregik via små udhæng, der betød at alle resterne gled ned ad muren og ned i voldgraven.

Ann-Dorthe kan muligvis huske at vi helt ude under rytterstatuen på pladsen foran slottet. Det var i hvert fald det jeg husker hun var mest interesseret i. At rytteren er Frederik d. VII, at det var ham der afskaffede enevælden og gav os grundloven, er jeg sikker på at han fortalte os, men det er der vist ingen af os, der huskede. Dengang.





Interessen for historie kunne man aflæse af hans bogreol. Jennie nød godt af det i forbindelse med slægtsforskning, som han vist fortsatte på egen hånd – i hvert fald har jeg lige nu en tyk mappe liggende derhjemme - og så betød det at han brugte en del af sine sidste fredage på lokalhistorisk arkiv, hvor han sammen med andre ligesindede var med til at bevare fortiden for fremtiden.

Han lod sig indfange, da Alfred fra Nakskov Bibliotek satte gang i Lollands befolkning og opfordrede til at fortælle om barndommen. Det kom der en bog ud af, hvor 67 barndomserindringer blev sat på tryk. Min fars var en af dem.

Han fortæller mest om erindringer, der knytter sig til den tidlige barndom, til krigen og årene efter. Både min far og min farmor har med mellemrum fortalt historier fra dengang min far var ganske lille. Specielt fortællingen om den logerende, der lovede is, når krigen var slut satte sig i min erindring. Min farmor fortalte altid meget levende om den lille Bent, der oplevede sin første is på pind, da den logerende kom med isen. Sådan noget havde han ikke set før.


I bogen fortæller han om en anden oplevelse, der minder lidt om den med isen:

Han skriver:

En oplevelse, der står knivskarpt i hukommelsen, er, at jeg sammen med min far var inde hos P.O. Pedersen i Søndergade. Indehaveren gav mig en ting, der lignede en brun frø og sagde, at den skulle jeg have. Jeg vidste ikke hvad det var. Jeg havde hjemme et trælegetøj, vistnok en ko, så jeg regnede med at det var noget lignende. Jeg holdt den i hånden, indtil den begyndte at smelte. En af de voksne sagde så, at det var en chokoladefrø. Det var en af de store fra Toms. Tidsmæssigt må det være efter besættelsen, da jeg ikke mener, man kunne købe den slags luksus, så længe krigen rasede.





Alfred har sat gang i en ny indsamling af erindringer om livet på Lolland, og her har han også skrevet et kapitel, som han nåede at sende, og som nu er ved at blive finpudset med billeder og redigering.


Selvom min far endte med en akademisk uddannelse, glemte han aldrig sin håndværksmæssige baggrund. Han havde stor respekt for håndværk, både andres og hans eget og han blev ved til det sidste.

Han tegnede og byggede et hus, med god hjælp fra familien, og da han flyttede til Nakskov satte han gang i en endeløs renovering af alt fra gulv til loft. Han lagde nye gulve, han byggede vægge, trak ledninger og satte nyt køkken op. Han havde hele tiden gang i den næste del af renoveringen og lige nu er det trappen, der står for tur.


Den blev han ikke færdig med.







Jeg er helt overbevist om, at han vidste han skulle dø. Han vidste det i langt længere tid end os andre. Han havde mere ondt end han gav udtryk for, og han holdt hele verden hen, fordi vi ikke skulle bekymre os for ham.

Havde det ikke været for Anni, var han måske aldrig nået dertil hvor han ikke kunne mere. Man hun pressede på, så han til sidst bad om hjælp og fik to gode uger på hospice.


Og når vi nu skal sige farvel til ham, vil jeg gerne tro på at ligesom Anni passede på ham og holdt ham i hånden her, så er det nu Lise der passer på ham og holder ham i hånden der hvor han er nu. Og jeg ved at Anni vil blive ved med at passe stedet her, hvor han skal ligge under den sten min mor har fundet og gravet frem fra sin have.

Jeg synes det sætter et fint punktum.


Tak fordi du var vores far.